
Fredag eftermiddag var der fernisering på Egeskolens forløb ”Hvorfor er jeg unik i et fællesskab?
I disse tider er der meget fokus på at skabe en anderledes og mere interessant skolegang. I anledning af Farum Skulpturparks 25 års jubilæum har et af de små hold på Egeskolens 10. klassecenter i Jonstrup arbejdet med kunst ud fra temaet ”Hvorfor er jeg unik i et fællesskab?
Der er blevet arbejdet med kunsthåndværk, men også med improvisationsteater. Undervejs har eleverne lavet en talisman-amulet, som de i fællesskab brændte med Raku-brænding ved 900 grader. Det skete ude i skolegården. Eleverne har også lavet et værk, som skal minde dem om, hvad de er gode til.
Alle de fine værker blev vist frem, da der fredag var fernisering på en udstilling i foyeren i Farum Kulturhus.
Kunstnerne, Alikka Garder Petersen og Helle Gaarn har stået for undervisningen og udtrykte stor tilfredshed med elevernes engagement og kunnen. Niveauet på værkerne er da også virkelig flot.
– Formålet med projektet var at skabe et kunstnerisk arbejdsfællesskab eleverne i mellem, hvor eleverne har delt emner de bokser med. De har fortalt hinanden hvad der er vigtigst for dem selv og hvad de gerne vil blive bedre til. I processen er de rykket tættere på hinanden, hvilket har bidraget til, at de nu kan snakke om sårbare og betydningsfulde ting, fortæller Alikka Garder Petersen.
Helle Gaarn supplerer:
– Når vi tør dele sårbare ting og træde sårbart frem i fællesskabet, er effekten, at andre får mod til selv at åbne op – og sammen finder vi ud af, at vi slet ikke er så forskellige. Vi genkender os selv i hinanden og forståelsen og rummeligheden vokser.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond.