Skolelandbrugets talent, Nikolaj, vil være naturvejleder

Nikolaj viser Skolelandbrugets kæmpegekko, Vilma, frem. Mødet med dyrene har givet Nikolaj en fremtidsvision: Den unge mand vil være naturvejleder.

Nikolaj går i 7. klasse på Solvangskolen i Farum, men en dag om ugen er han hos Skolelandbruget. Her har han fundet inspiration til sit fremtidige virke. Han vil være naturvejleder.
Smilet går fra øre til øre, når Nikolaj taler om kongegekkoen Vilma og kornsnogen Robin. Her er den unge mand virkelig i sit es.
– Jeg vil være naturvejleder, siger Nikolaj.
Skolelandbrugets leder, Johnny Skjoldborg Krog, nikker anerkendende. Han er selv naturvejleder, det er Annette og Camilla også. Nikolaj er kommet til det rette sted.
Egentlig var der ikke krybdyr på Skolelandbruget. Det ændrede talentet August på.
– August ville have en kornsnog. Jeg sagde til ham, at det var i orden, men først skulle han skrive en dansk stil om kornsnogen. Det gjorde han, og så sendte vi ham og vores pædagog Glenn på reptilmesse med 500 kroner på lommen, siger Johnny Skjoldborg Krog.
Nikolaj kom senere med ønsket om en kongegekko og et ønske om et større terrarie til kornsnogen. Han fik samme opgave og løste den med samme resultat. Nu har han større planer for Skolelandbrugets krybdyr.
– Vi skal snart have et større terrarie til Vilma, og så skal vi have bioakvarie til Robin. Det er vildt spændende af følge livet i et bioakvarie, og det er sundere for Robin, forklarer Nikolaj.
I starten var Nikolaj på Skolelandbruget to dage om ugen. Nu er han kun en dag om ugen. Resten af tiden går han i skole med sine kammerater. På Skolelandbruget er han et af de 20 talenter, som passer dyrene og er vejleder, når der kommer skoleklasser på besøg.
– Jeg kan godt lide at vise dyrene frem, og så er det fedt at være ude i naturen, siger Nikolaj.
Hans interesse for naturen og dyr er så stor, at han har lavet sin egen Youtubekanal. Den hedder: natur dreng, og er bestemt værd at tjekke ud.

Her er et link: (19469) 22. oktober 2023 – YouTube

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest