Fra visionen om Farum Lilleskole blev født i 2017, skulle der gå syv år, før Karina Larsen som skoleleder sagde farvel til de første dimittender.
Det var en af de dage, hvor følelserne trængte sig på. De gode følelser vel at mærke. Den 27. juni 2024 dimitterede otte elever fra 9. klasse på Farum Lilleskole. Skoleleder Karina Larsen overrakte eksamensbeviser, og dimittenderne blev fejret på ægte lilleskolemaner.
Ern særlig detalje betyder allermest for Karina Larsen.
– Det var et meget roligt eksamensforløb. Eleverne var ikke bekymrede for at gå til eksamen. De tog det seriøst og gjorde sig umage, men der var ikke eksamenspanik, fortæller Karina Larsen.
Det var netop et af målene med at stifte Farum Lilleskole, at få fokus væk fra testresultater og stress. Derfor kan det virke en smule paradoksalt, at Farum Lilleskole overhovedet afholder eksamen.
– Vi kan i princippet strikke vores egen undervisning sammen, men vi skal stå på mål for, hvad man forventes at kunne, og eleverne tager den samme prøve afgangsprøve som i folkeskolen. Vi er ikke eksamensfikserede, men vi synes, at det er vigtigt, at eleverne tager en helt almindelige afgangsprøve. For der er også prøver i deres videre forløb, forklarer Karina Larsen, som kan konstatere, at den første årgang klarede sig rigtig godt fagligt set. Deres gennemsnit var et pænt stykke over landsgennemsnittet.
En del af dimittenderne anno 2024 var med fra starten i 2019. De startede i 5. klasse og var med på rejsen fra lånte lokaler i Farum Park og Farum Arena til indflytningen i egne lokaler i Farum Nordby i 2022.
– Dimissionen var en ny milepæl for Farum Lilleskole. Det var noget helt specielt at overrække dem eksamensbeviserne, konstaterer Karina Larsen.
Farum Lilleskole vokser for hvert år. De ældste årgange er fortsat halve klasser, mens de nye årgange er hele klasser med plads til ca. 18 elever. Netop i denne tid er der mulighed for at optage nye elever.
Skolelederens særlige dag – Den første dimission
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest