Et år efter Farum Skovbørnehaves ophør vil Naturstyrelsen fjerne det gamle planteskolehus, som i fire årtier var base for børnehavens aktiviteter i Farum Lillevang.
Af Mikkel Kjølby
Et lille stykke kulturhistorie er snart fortid. I 50 år brugte Farum Skovbørnehave det gamle planteskolehus i Farum Lillevang. Frem til 2023 var det en daglig rutine, at børnene blev afleveret i Claus Nar Gruppes hus på Frederiksborgvej og kørt i bus ud til Farum Lillevang, hvor de primitive forhold dannede rammen om børnehavens virke. I 23 år var ildsjælen Grethe Teilmann Toustrup leder af Farum Skovbørnehave. Hun gik på pension i 2022 og et år senere valgte bestyrelse at trække stikket og lukke Farum Skovbørnehave.
Farum Skovbørnehave sagde lejemålet op for over et års tid siden. Naturstyrelsen har ledt efter en ny lejer i form af en børneinstitution eller lignende.
Charlotte Mølgaard fra Naturstyrelsen fortæller:
– Vi har haft følere ude til flere kommuner og børnehaver, men ingen bed på. Huset er primitivt, og der er ikke fungerende vand eller toilet, så der var ingen, som ville leje huset, siger Charlotte Mølgaard.
Det er trist, fordi så mange har gode minder fra deres tid i Farum Skovbørnehave, men der er ingen vej tilbage.
– Farum Skovbørnehave nåede at holde til derude i over 50 år, så der er mange børn, som har gode minder fra stedet og skoven. Siden skovbørnehaven forlod stedet, har huset stået tomt – og er desværre blevet udsat for hærværk og smadrede ruder. Huset ligger meget tæt på den befærdede Slangerupvej, så der har heller ikke været efterspørgsel på at renovere bygningen, forklarer Charlotte Mølgaard.
Naturstyrelsen fjerner nu huset og i stedet overgår arealet til natur og bliver en del af skoven.
Naturstyrelsen forventer, at huset er fjernet inden jul.
1 kommentar til “Skovbørnehavens lille hus i Lillevang fjernes”
Suk har de ingen fantasi eller klima bevidsthed i Naturstyrelsen??
Hvorfor ikke indrette huset som et slags lidt mere beskyttet shelter, hvor man kan overnatte med liggeunder lag og sovepose. Det har jeg set de gør i Sverige med huse, der ikke mere bliver brugt i skoven for eksempel på Söderåsen.
Her er der så indrettet nogle køjesenge i træ, og de fleste installationer i huset er fjernet. Dog er måske bevaret en vandhane og en enkelt stik kontakt.
En perfekt mulighed for folk der vil sove i skoven på en vandretur eller lign.