I 2020 appellerede Naturstyrelsen til at kolonien af skovhornugler på Sandet fik ro og fred. I dag er de flyttet, men man kan stadig være heldig at opleve den på Flyvestation Værløse.
Af Mikkel Kjølby
Flyvestation Værløse byder på enormt store naturoplevelser, men det er klart, at den store mængder mennesker i det rekreative område har konsekvenser for dyrelivet.
Tilbage i 2020 udsendte Naturstyrelsen en pressemeddelelse om at den store koloni af skovhornugler ved Sandet havde brug for ro og fred. Alt for mange ønskede at fotografere den smukke fugl og gik alt for tæt på dem – 20 meter fra træet.
– Normalt vil en skovhornugle, der sover, have lukkede øjne, være afslappet og med en bred krop og de karakteristiske fjerhorn vil ligge ned. Men når den bliver forstyrret, så åbner den øjnene, hornene rejses, kroppen bliver lang og tynd og den stakkels ugle går i alarmberedskab, fortalte Jan Smidt fra Dansk Ornitologisk Forenings afdeling i Furesø Kommune i 2020.
Kolonien var som størst på 14 skovhornugler. De havde fundet et dejligt sted at overnatte. Grantræerne for enden af vejen Sandet fungerede flere vintre i træk som fast overvintringssted for en flok af de fredede skovhornugler.
Her kunne de sidde i fred, slå mave og hvile ud i dagtimerne tæt på stammen for at finde læ. Naturstyrelsen plantede brombærplanter under grantræerne, for at få folk til at holde afstand, men lige lidt hjalp det.
I dag er der ikke længere en koloni af skovhornugler i grantræerne på Sandet.
– De har brug for at kunne sidde i fred i dagtimerne, så når alt for mange vil fotografere dem, flytter de naturligvis, siger Anna Bodil Hald fra Værløse Naturgruppe.
Den lokale ornitolog, Peter Bonne Eriksen, beskrev den store koloni af skovhornugler tilbage i 2016, men de er der ikke længere.
– Skovhornuglerne, som tidligere rastede i grantræerne ved Sandet i vinterhalvåret, er der ikke mere. De er trækgæster fra Sverige og det kan meget vel være, at de er blevet skræmt væk af folk, som ville se dem på alt for tæt hold, og nu har fundet et mere roligt sted, fortæller Peter Bonne Eriksen.
Der er dog fortsat observationer af skovhornugler på Flyvestation Værløse. Peter Bonne Eriksen har denne sommer fanget en svævende skovhornugle i sin kameralinse.
– Der er skovhornugler i sommerhalvåret, som yngler på området nord for Flyvestationen, typisk mellem de grønne hangarer og vandværket og som mange har set jage ude over græsset sent om eftermiddagen i juni, siger Peter Bonne Eriksen.







