Lørdag den 2. december kl. 16 byder Skovhuset Kunst & Natur indenfor til et foredrag i ord og billeder om træer, træblindhed og om, hvad vi kan lære af træerne.
– Vi elsker træer, siger vi. Træerne ånder som lunger liv ud i verden. Skovene hiver kulstof ud af atmosfæren, og i byerne sænker træerne temperaturerne. Træernes betydning for livet på jorden kan ikke undervurderes – Men hvorfor behandler vi dem så, som vi gør? Det undersøger forfatteren C.Y. Frostholm i sin bog fra 2018, Træmuseet, som er resultatet af otte års rejser, læsning og fotografering. I Skovhuset læser han op og genbesøger sin proces, der blev øjenåbnende for ham selv, og spørger, hvor vi er på vej hen nu, skriver Skovhuset Kunst & Natur i en pressemeddelelse.
C.Y. Frostholm er forfatter, billedkunstner og oversætter. Han har udgivet poesi og prosa siden 1985. Senest er udkommet Til den ven jeg aldrig har kendt (2023) og Laurbærdialogerne (2021).
Efter foredraget vil musikeren Emil Palme fylde Skovhuset Kunst & Natur med sine undersøgende klange og lydflader. Palme er en grænsesøgende komponist og guitarist, hvis praksis er forankret i neofolk og eksperimenterende musik. Sten stryges som buer mod elguitarens strenge, der i messende og klagende mønstre frembringer en dystopisk og ceremoniel urlyd, og i grænsen mellem komposition og improvisation bruges til at udfolde musikken. Det giver usædvanlige resonans- og klangflader, og samtidig byder brugen af stenene naturen ind i lyden.
Emil Palme er guitarist og spiller i forskellige konstellationer, bl.a. Yngel, Bona Fide og Baujilaud. Ripen (2023) er Palmes første soloudgivelse, udgivet på First Terrace Records.
Billetprisen til arrangementet er 120 kr. og kan købes via billetto.dk eller ved indgangen. Som medlem af Skovhusklubben kan man købe billetter til halv pris ved indgangen eller ved at reservere billet pr. e-mail til skovhuset@skovhuset.org.
Skovhuset – Foredrag om træernes liv og eksperimenterende musik
Del nyhed
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyheder
Debat – Lad os genåbne Ellegården som samlingspunkt for fællesskabet
04/12/2024
Ingen kommentarer
Læs mere »