
Eva Vedels Lakridsfestival har tiltrukket producenter fra ind- og udland. Ikke mindst Furesøs bidrag, Lakridslikøren, fra Barley Field.
Lørdag den 1. marts går det løs med Lakridsfestivalen 2025 i Haaning Collections lokaler i Bagsværd.
Eva Vedel fra Hareskovby er arrangør og sørger altid for en Furesø-indslag. I år er det den superlækre Lakridslikør fra Barley Field. Den deltager også konkurrencen The Liquorice Taste Award.
Modbudene til Barley Field kommer fra ind- og udland. De kommer fra Danmark, Sverige og Holland, de nye og de garvede, de små og store, alle ildsjæle og producenter af lækkerier med smagen af lakrids.
Fra Danmark deltager Bajrami Bolsjer, som sidste år gik hele vejen til finalen og fik en velfortjent sølvmedalje for sit unikke lakridsbolche med bergamotte, lakridsgranulat og valnødder. I år præsenteres et nyt lakridsbolche “lakridsfyldt”, der ifølge Bajrami selv er lakrids i flere forskellige lag og smagsdimensioner.
Spangsberg Chokolade og Ismejeriet THY deltager med en lakridsflødebolleis med karakter og gode råvarer og Spangsberg Chokolade. Den bliver for første gang præsenteret for Lakridsfestivalens gæster, inden den rammer butikkerne i næste uge.
Der kommer også et par lakridsøl. Der er tale om en lakrids Ale fra Det Lille Bryggeri, som ikke bare har vundet prisen som årets bedste mikrobryggeri flere år i træk, men også har Danmarks største udvalg af egenproducerede lakridsøl.
Lakridsstouten fra Bryghuset Møn derimod er særligt god i selskab med blåskimmelost og lige netop den kombination ser vi frem til at servere for dig på Lakridstivalen.
Østerlandsk Thehus kommer med lakridskaffe og flere forskellige slags lakridste.
Sidste år blev Solrød Lakrids dobbeltvinder i The Liquorice Taste Award. Både jury og publikum var ovenud begejstrede for “Salty Raspberry”. I år stiller Solrød Lakrids op med deres “Good Old Classic” ud fra lakridsdevisen “Keep it simple”. En luxuriøs godbid skabt af lutter naturlige råvarer og fri for palmeolie!
Den nye lakridsstjerne Christos Kakavogiannis fra Lakrids Kompagniet på Solskinsøen er med blandt Award-deltagerne igen i år. Lakrids Kompagniet stiller op med Danmarks måske stærkeste salmiaklakrids!
Svenskerne kommer med tre kandidater. Almaregaarden er faste gæster og i år kommer også de svenske “Lakridsvikinger” Rinda og Danne, der har formået at forene deres passion for historie, mytologi og smage fra den nordiske natur i en vegansk, gluten- og palmeoliefri lakrids formet som Thors hammer.
Tuija Räsänen fra Lakrits Sverige kommer med den helt forrygende, friske, bløde salmiaklakridsfudge. En saltlakridsfudge rullet i lakridsstøv.
I den lille hollandske by Jirnsum producerer man stadig lakrids efter 100 år gamle opskrifter og med de allerbedste råvarer hos Vanslooten. Deres premium lakrids “Oldtimers” får du lejlighed til at smage på Lakridsfestivalen.