Spejdernes Genbrug – Høstmarkedet flyttede rundt

Den gale brandstation på Gammelgårdsvej var i mange år base for Spejdernes Genbrug.

I dag driver spejderne i Furesø Spejdernes Genbrug, men historien om genbrugssalg går mere end 60 år tilbage. Vi er nået til 1962.
Af Mikkel Kjølby
I 1953 gennemførte to lokale spejdergrupper det første høstmarked i Farum. Det var på gården Nordtoft og blev en stor succes, og gentaget år efter år, men i 1962 skete der noget nyt.
Sven Krarup Nielsen erindrer, at hans mor, Nina Krarup Nielsen, der var kasserer, blev spurgt om man kunne starte et loppetorv. Familien Krarups nabo drev en flytte- og opbevaringsforretning. Her stod 16 flyttekasser, som ejerne ikke betalte for mere, så spejderne fik kasserne foræret. Ideen var at prøve at sælge indholdet.
Efter en del dialog om det uhensigtsmæssige i at starte et ”for kommercielt foretagende” blev det til et loppetorv i Akaciegårdens tomme længer (der hvor akacietorvet ligger i dag).
Loppetorvet blev en succes og udviklede sig over årene med store indsamlinger op til Høstmarkedet, som fra midten af 1960erne foregik på Paltholmskolen og i 1974 udvidede man med en auktion over de mest værdifulde varer. Det var også en fast tradition, at der blev holdt fester, popbal, spejderfester og mere. Men også spektakulære aktiviteter som teltslagning, brobyggeri, radioræs, længste-lagkage-konkurrence osv.
I 1976 skulle Paltholmskolen bygges om. Høstmarkedet flyttede et enkelt år til Stavnsholtskolen, derefter til Marie Kruses Skole, men i 1986 var der heller ikke plads der, så markedet flyttede igen til Paltholmskolen og siden tilbage til Marie Kruses Skole.
Det var det stigende behov for lagerplads, som endegyldigt flyttede høstmarkedet væk fra skolerne.
I 1990 overtog Kjeld Christensen fra Peter Lassen Gruppe formandskabet for loppetorvet. Han satte gang i en udvikling, der endte med, at spejderne solgte effekter også udenfor høstmarkedets rammer.
I 1994 åbnede så Spejdernes Genbrug i kommunens gamle brandstation på Gammelgårdsvej midt i Farum Erhvervspark. Efterhånden stod det klart, at man ikke kunne blive i den gamle brandstation.
Spejderne brugte opsparingen på at købe en grund på Havremarken og opføre en hal. I 2003 blev den store genbrugshal indviet ved en stor fest. Borgmester Lars Carpens fik fornøjelsen af åbne genbrugshallen på spejdermaner ved at hugge et reb over.

Høstmarkedet hørte i mange år til på Paltholmskolen.
Borgmester Lars Carpens huggede et reb over og åbnede genbrugshallen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder