Tre dages golf sluttede torsdag aften til DM Juniorer, hvor 17-årige Oscar Risager Krzton fra Værløse Golfklub kæmpede sig stærkt tilbage for at kunne kalde sig Danmarksmester for drenge.
Af Thomas James Brodie
Omgivet af hjorte i Jægersborg Dyrehaves smukke bakkede landskab, hvor Københavns Golf Klub har deres adresse, blev DM Juniorer 2025 afholdt.
52 af landets dygtigste golfspillere på drengesiden var med fra start. Efter en drivvåd første runde tirsdag formiddag, hvor Oscar leverede feltets bedste runde, kvalificerede de 16 øverst placerede drenge sig til det efterfølgende hulspil.
Dagen efter blev hhv. ottendedelsfinalen og kvartfinalen spillet, hvor Oscar igen var en tand bedre end sine modstandere. Torsdag formiddag ventede semifinalen, og efter en tæt match mod Mikkel Davidsen fra Viborg Golfklub var Oscar klar til finalematchen mod Mikkel Tingsted Blum fra Dragør Golfklub.
Både Oscar og Mikkel leverede golf på et niveau, man normalt skal tænde fjernsynet for at se, men det var Mikkel, der kom bedst fra start. Efter 13 af 18 huller var Oscar nede med tre og skulle derfor grave dybt for at kunne kæmpe sig tilbage og tvinge matchen i omspil. Så det gjorde han.
– Jeg holer et vigtigt putt på hul 11 og deler efterfølgende hul 12, hvilket giver mig noget momentum. Inderst inde tænkte jeg godt, at det ville blive svært, men alle mine putts begyndte at gå i, så det var lidt min magiske dag.
Kun tre slag skulle bruges for at få bolden i hul fra 392 meter på hul 14, og ligeledes tre slag fra 347 meter på hul 15. En lille flok tilskuere havde samlet sig omkring banens sidste hul, hvor matchen stod helt lige. Oscar og Mikkel delte hullet, og drengene fortsatte derfor videre til hul 1.
Der skulle blot et langt slag og et otte meter putt til, inden Oscars familie, venner og træner kunne fejre den nybagte Danmarksmester.
– Jeg vil gerne takke en masse mennesker, som hjælper mig til at blive den bedste golfspiller, jeg kan blive. Min familie, trænere, landsholdet og venner – uden dem ville jeg ikke kunne kalde mig danmarksmester.
Oscar har et år tilbage som juniorspiller, og har derfor muligheden for at opnå en bedrift, der sjældent sker i sporten – at vinde DM Juniorer to år i træk. Men først skal den nye titel nydes, inden der igen skal trænes løs i Værløse Golfklub.







