Alle kan prøve kræfter med sejlsport og kajak, når Farum Sejlklub og Kano- og Kajakklubben Nord inviterer til Store Legedag ved Furesøbad søndag den 30. august.
Søndag den 30. august inviterer Farum Sejlklub og Kano- og Kajakklubben Nord til Store Legedag ved Furesøbad. Her kan børn, unge og voksne få mulighed for at prøve kræfter med forskellige former for sejlsport og kajakroning – helt gratis og uden tilmelding.
Fra kl. 11-14 står klubbernes instruktører klar til at introducere deltagerne til blandt andet joller, ILCA, kølbåde, turkajak, kapkajak, havkajak og turkano.
For Frederik Krohn, formand for Farum Sejlklub, handler det først og fremmest om glæden ved at komme på vandet:
– Jeg bliver så glad og stolt, når jeg ser Farum Sejlklub give nye medlemmer sejlglæde på Furesøen. Det er det vigtigste for os, at man går glad hjem efter en tur på vandet, siger Frederik Krohn.
Han oplever samtidig, at sejlsporten giver noget mere end selve oplevelsen på vandet.
– Jeg kan se medlemmerne udvikler en masse selvtillid, når du pludselig kan håndtere sejlet og læse vinden. De kommer ind på land med rank ryg og et stort smil, lyder det fra Frederik Krohn.
Også Kano- og Kajakklubben Nord oplever, at mødet med vandet og naturen kan åbne nye muligheder. Forkvinde Lise Lotte fremhæver især:
– Glæden ved at se folks begejstring over naturen set fra en anden vinkel. Kajaksporten er samtidig en motionsform, der kan være attraktiv for mange forskellige mennesker. “Mange, der har problemer med knæ, starter med at ro kajak, da det giver god motion, samtidig med at medlemmer glædes over det fællesskab, vi har i klubben, fortæller hun.
Store Legedag er for alle, uanset om man er nysgerrig nybegynder, motionist eller allerede overvejer at begynde i en klub. Begge klubber har medlemmer fra børn og unge til ældre og fra motion til elite.
Arrangementet foregår søndag den 30. august kl. 11-14 ved Furesøbad, Frederiksborgvej 101, Værløse. Mødestedet er på forpladsen mod vandet. Tilmelding er ikke nødvendig – man møder bare op.
Det anbefales at tage tøj på, der godt må blive vådt, samt skiftetøj. Familien er meget velkommen til at tage madpakken med og kombinere Store Legedag med en hyggelig dag ved Furesøen.






