Stormen den 20. oktober ramte Furesøbad med hidtil uset kraft.
Tre bådebroer blev slået til pindebrædder og redningsbåden sank.
Furesøbads inspektør Michael Bay Olsen gennem 30 år har aldrig tidligere oplevet noget lignende.
– Jeg har aldrig set det før. Vinden kom fra en retning, så det ramte lige ind i Furesøbad, fortæller Michael Bay Olsen.
Skaderne skal gøres endeligt op og indberettes til forsikringen, men en ting står klart. Personalet ved Furesøbad kommer på hårdt arbejde for at rette op på skaderne.
– Der venter en hulens masse arbejde. Vi har mistet tre bådebroer, og platformene ude i vandet er beskadigede, siger Michael Bay Olsen.
Mest skade tog Furesøbads redningsbåd som lå fortøjet under uvejret. Den gik til bunds med påhængsmotor og det hele.
– Vi fik den tømt for vand, men den sank igen. Der er formentlig gået hul i den. Heldigvis er der tale om ferskvand og ikke saltvand for så havde påhængsmotoren helt sikkert været kaput. Nu kan vi prøve at tørre den og se om den stadig kan, forklarer Michael Bay Olsen.







