Stråtag giver nyt liv – En fuldendt ramme om historien

Msoegården fremsttår sligt idyllisk i senvejret.

Efter 15 års venten har Mosegårdens udstillingslænge fået nyt stråtag. Det giver travlhed hos personalet, for nu skal et længe næret ønske om en ny permanent udstilling om Furesøs historie realiseres.
Af Mikkel Kjølby
Prospektet for Mosegårdens fremtid har længe været at finde på museets hjemmeside, men først nu kan man for alvor komme i gang.
I efteråret blev det nedslidte eternittag på Mosegårdens udstillingslænge udskiftet med et smukt stråtag. Dermed er rammerne om historiefortælling på den sidste tilbageværende gård fra Lille Værløse landsby fuldendt.
Det er en milepæl for museets chef, Cathrine Kyø Hermansen, og resten af holdet bag Furesø Museer.
– Det er ikke blot en praktisk renovering; valget af stråtag betyder, at den gamle trelængede gård nu fremstår som en fuldendt helhed. Med det historiske Karl Nielsen-lindetræ som centrum for den stenbelagte gårdsplads, har vi nu endnu smukkere rammer at byde vores besøgende velkomne i, siger museumsinspektør Dragan Jovanovic, som nyder at komme på arbejde i snevejret.
– De historiske rammer indbyder til spændende oplevelser og fungerer som et enestående afsæt for vores fremtidige formidling. Lige nu er museet, som resten af Furesø, dækket af sne. Det er smukt og fredfyldt; bænkene på gårdspladsen er taget frem, og alle er velkomne til at komme forbi og nyde det nye tag og de skønne omgivelser, lyder det fra museumsleder Cathrine Kyø Hermansen, som retter en særlig tak til Furesø Kommune.
– Vi oplever en stor interesse og velvilje fra kommunens side, som i dette projekt, og i flere andre sammenhænge, har vist stor støtte til vores arbejde. Denne opbakning er afgørende for museets virke og for de mange besøgende, der får glæde af vores tilbud, siger Cathrine Kyø Hermansen.

Den gamle permanente udstilling blev pakket, inden arbejdet med udskiftningen af taget gik i gang.

Den gamle udstilling er væk
Første salen i museumslængen har siden 1980erne rummet en permanent udstilling, som med årene virkede mere om mere bedaget. Det gav bare ikke mening at investere økonomi og kræfter i en ny permanent udstilling, før taget blev skiftet ud.
Den gamle udstilling blev pakket ned og møjsommeligt arkiveret i månederne op til udskiftningen af taget.
Museet har nedsat en dedikeret arbejdsgruppe bestående af museumschefen, museets inspektører, en indsamlingsmedarbejder og en udstillingsarkitekt. Gruppen påbegyndte kort før jul arbejdet med at nyindrette lokaler samt planlægge de nye udstillinger og aktiviteter i Mosegårdens udstillingslænge.
– Der arbejdes målrettet på at indrette gårdens vestvendte længe som et historisk laboratorium. Tanken er, at dette rum skal fungere som et aktivt knudepunkt, hvor museets gæster med tiden kan inviteres indenfor i et kreativt værksted og være med til at bidrage til museets arbejde, fortæller Dragan Jovanovic.

Liv i den gamle smedje
Levende formidling er et must, og her er det første initiativ allerede søsat. Efter mange år er der igen kommet gang i smedjen takket være en stor indsats fra vores frivillige: Jens Bodholdt, Poul Korsholm, Niels Duckert og Jørgen Doctor.
– De to sidstnævnte vil fortrinsvis bemande esse, hammer og ambolt, så vi igen kan formidle historien om smedens vigtige rolle i lokalsamfundet, forklarer Dragan Jovanovic.
Smedene mødes næsten hver onsdag formiddag mellem kl. 10-12, og Museet holder desuden fortsat åbent hus hver tirsdag fra kl. 10-16, hvor man kan møde personalet og se prospektet for museets fremtidsplaner.
Der er endnu ikke fastsat en slutdato for den nye permanente udstilling, men museumsleder Cathrine Kyø Hermansen forventer løbende at kunne orientere om processen, efterhånden som arbejdet skrider frem.

Det nye stråtag har kostet ca. 500.000 kr. at lægge.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *