Sven Krarup Nielsen har været formand for Spejdernes Samråd i først Farum og siden Furesø Kommune siden 2002, men i sommers blev han afløst af Claus Houmann.
Af Mikkel Kjølby
Sven Krarup Nielsen har været spejder stort set hele sit 82 år lange liv. Han har været folkevalgt i 56 år og er det fortsat, han fik otte dage som borgmester i Farum, og så har han været med Spejderrådet siden 1972 og formand for Spejdernes Samråd i Farum og siden Furesø Kommune lige så længe nogen kan huske.
Men nu har han endelig fundet sin afløser.
– Sven havde længe ønsket at stoppe som formand. Når han nu valgte at fortsætte i Folkeoplysningsudvalget, så synes, at han skulle have liv til at stoppe som formand for Spejdernes Samråd, lyder det med et smil fra den nye formand Claus Houmann.
Claus var ikke spejder, da han voksede op i Værløse, men har været med i spejderbevægelsen i 17 år – lige siden hans datter begyndte hos Skjoldmøerne i Farum. Han blev formand for Skjoldmøerne for 11 år siden og forstår betydningen af Spejdernes Samråd.
– Vi driver blandt andet Spejdernes Genbrug. Det er med til at sikre spejdergrupperne gode vilkår. Det har en stor betydning, at samarbejdet fungerer på bedste vis, siger Claus Houmann.
Claus har været med som frivillig i Spejdernes Genbrug i 14 år. Først var han med til at samle ind, så fik han ansvaret for den del af operationen.
Sven Krarup Nielsen har rigeligt at se til som næstformand for Folkeoplysningsudvalget, men han giver fortsat et nap med ved salgsdagene i Spejdernes Genbrug.
Denne lørdag var en af de større.
– De første stillede sig i kø allerede kl. 6.30, selvom vi først åbner tre timer senere. I dag har der været kø det meste af dagen, for der må kun være 600 i genbrugshallen af gangen, siger Sven Krarup Nielsen med et smil.
Besøgsrekorden på en enkelt dag er over 1800, men denne lørdag kom man kun op i nærheden af dette tal.







