Hvordan giver man børnehavebørn mod på svømmetag? I Furesø Svømmeklub har man fuldt fokus på at kombinere motorisk udvikling med trygheden og glæden ved vand. Klubbens indsats hædres nu med prisen som ‘Årets Initiativ 2026’.
Halv-blålige læber, svømmehud og kæmpestore smil. Otte børnehavebørn er i dag samlet i bassinet i Værløse Svømmehal, hvor instruktørerne Rasmus Ærenlund og Iris Kjærgaard er med i vandet. Skriggrønne aquaorme holder børnene flydende på det dybe vand, hvor de små ben pisker rundt for at træde vande – de er alle helt uden korkbælte og svømmevinger.
Koncentrationen blandt de små svømmere er stor. Rasmus og Iris guider pædagogisk, og hjælper med at vinkle aquaormene, så alle børnene føler sig trygge. Engagement og tålmodigheden hos begge instruktører er stor, for de ved, hvor vigtigt det er, at hvert barn kan være med i eget tempo:
– Det vi skal give børnene med herfra er selvlivredningen. At når de til sommer skal ud i vandet, behøver mor og far ikke at være lige ved siden af, fordi de er trygge ved tanken om, at de godt kan bunde og svømme selv,” siger Rasmus Ærenlund og fortsætter:
– Lige så vigtigt er den motoriske udvikling, hvor de forstår, hvordan deres arme og ben fungerer i vand. Det er ikke noget vi kan lære dem på land i en gymnastiksal.
Fra tegnebræt til vandkant
Det startede som en god ide i en fælles brainstorm, men blev henlagt i skuffen, da klubben manglede ressourcer til at løfte den ud i virkeligheden. Da Rasmus så fik selskab af Iris i en nyoprettet fuldtidsstilling, blev ideen støvet af og sat i værk.
Siden da har Furesø Svømmeklub i samarbejde med Furesø Kommunes Åben-skole-pulje fået etableret rammerne for det nyskabende børnehavesvømmeprogram. Fokus er ikke på at holde sin bane, at få den bedste tid eller at have en korrekt teknik. I stedet handler det om trivsel, fællesskab og glæden ved bevægelse i vand.
Her kan børnene gennem legende øvelser blive trygge ved vandet, og nysgerrigt få afprøvet at hoppe i på både lavt og dybt vand og få kendskab til diverse hoppe- og flydeteknikker i et tempo, hvor alle kan være med. På den måde får hvert barn deres egen succesoplevelse i vandet.
Under svømmeforløbet får børnene også træning i selvlivredning og en grundlæggende forståelse for sikkerhed i og omkring vand – om det er i et bassin eller i åbent vand:
– Vores fokus på selvlivredning er enormt vigtigt, særligt med de to badesøer vi har i kommunen. Derfor skal de små børn selvfølgelig også være klædt på til at være i vandet alene og kunne redde sig selv, hvis nu uheldet skulle være ude, fortæller Iris Kjærgaard.
Det er netop denne tilgang der har gjort initiativet til vinder af Årets Initiativ 2026 i DGI Nordsjælland.
Som fisk i vandet
‘Læring gennem leg’ er næsten blevet mottoet for de to instruktører. Jo mere kreative rammer de kan sætte for svømmetræningen i form af aktiviteter som ‘fang guldmønter til skattekisten’ eller ‘gå-planken-ud’, desto bedre mulighed har børnene for en tryg udvikling.
– Den tryghed børnene viser, og den tillid som de giver én, er helt fantastisk at opleve. Særligt når vi f.eks. fortæller dem, at de skal hoppe ud på det dybe, og de så bare gør det. Det er fantastisk at se børnenes udvikling, og følge dem på tæt hold,” siger Rasmus Ærenlund.
Det tætte samarbejde mellem Rasmus og Iris er yderligere med til at bidrage til de trygge rammer for børnene, fortæller Iris:
– Vi er virkelig gode til at fordele arbejdsopgaverne imellem os, og til at have det enkelte barn for øje, så alle får noget ud af træningen. Det giver stor glæde, når vi kan se, at de små udvikler sig – den tryghed, der følger med.
Fakta:
Fire børnehaver har indtil videre været med i initiativet. Furesø Svømmeklub forventer at fortsætte med flere nye hold løbende i samarbejde med kommunen.
Prisen som Årets Initiativ uddeles hvert år af DGI Nordsjælland i forbindelse med Årsmødet. Initiativprisen gives til et arrangement, en event, et projekt eller samarbejde som har skabt særlig værdi og udvist samfundssind. Med prisen følger 5.000 DKK.







