Medarbejdere fra Synoptik rejser igen i år til Ghana for at lave synsprøver og uddele briller til børn og voksne. Mange danskere har briller liggende derhjemme, som de ikke bruger – og er du en af dem, kan du være med til at give et andet menneske et bedre syn og liv ved at donere dem i Synoptik på Bymidten i Værløse.
I Ghana er briller ikke en selvfølge, når synet svigter. Her kan et par briller nemlig koste mere end en månedsløn, og et nedsat syn kan derfor have store konsekvenser. Men du kan være med til at ændre et menneskes liv til det bedre ved at forære dine aflagte briller væk. Ifølge en undersøgelse fra Synoptik har to ud af tre danske brillebærere briller liggende derhjemme, som de ikke bruger.
Siden 2007 har danskerne gennem Synoptik doneret mere end 100.000 briller til lokalbefolkningen i Ghana.
Hvert efterår rejser et team af frivillige medarbejdere fra brillekæden til Ghana, hvor de udfører synsprøver og uddeler brillerne på Ghana Blind Unions synsklinik i hovedstaden Accra.
Nu er indsamlingen til den årlige tur til Ghana i fuld gang hos Synoptik på Bymidten i Værløse, hvor du kan besøge butikken og aflevere dine aflagte briller.
– Det er så livsbekræftende at se ghanesernes ansigter lyse op, mens de prøver danskernes aflagte briller og opdager, hvor meget bedre de nu kan se. Nogle siger ‘God bless you’, og andre danser af glæde. Det er tydeligt, at det betyder enormt meget for dem at få synet tilbage, siger Ilona Søhoel, som har været projektleder på Synoptiks ture til Ghana siden 2009. Til oktober skal hun afsted for 16. gang.
Donér dine briller i Synoptik, hvis du ikke bruger dem længere
På synsklinikken i Accra, som brillekæden samarbejder med, er der løbende brug for flere aflagte briller og solbriller, som kan hjælpe ghanesere til et bedre syn. Så hvis du har briller, solbriller uden styrke eller andre synshjælpemidler liggende derhjemme, som ikke længere bliver brugt, tager Synoptik på Bymidten i Værløse med glæde imod dem og sørger for et serviceeftersyn, så de fremover kan gøre størst mulig gavn og vække glæde, inden de bliver sendt til Ghana.
Fakta om Synoptiks Ghana-projekt
Synoptik har i samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund etableret en ”free clinic” i
Ghanas hovedstad, Accra. Klinikken har åbent fem dage om ugen, hvor ghanesere gratis kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par gratis briller og solbriller. Hvert år i oktober rejser en gruppe af Synoptiks medarbejdere til Ghana for at assistere det lokale team af øjenlæger og optikere.
Brillerne doneres af Synoptiks danske kunder, der afleverer aflagte briller i den lokale Synoptik-butik.







