Talenttræner – Justin har øjne i nakken

Justin Janssen talent stod lysende klart i forbindelse med en teknikprøve som 10-årig, men manglende fysik har siden bidraget til hans spillestil.

Justin Janssen har spillet sig til en stamplads på FC Nordsjællands Superligahold, selvom han som dreng var lille og klejn. Lidt ligesom håndboldstjernen Mathias Gidsel. Trænerne spottede for alvor talentet, da han kom til teknikprøve i forbindelse med Farum Boldklubs specifiktræning.
Af Mikkel Kjølby
Helmer Nielsen var med, da Farum Boldklub hyrede Carsten Dohm til at lave specifiktræning for klubbens trænere. Han har været med lige siden og har oplevet et hav af talenter gå videre til en tilværelse som professionel fodboldspiller. Men en spiller skilte sig alligevel ud: Justin Janssen.
– Justin lignede jo ikke noget særligt. Han var sådan en lidt tynd knægt, men til teknikprøverne skete der noget særligt. Justin fik topkarakter fra alle trænere i alle prøver, erindrer Helmer Nielsen, som bemærker en detalje.
– Det er som, at Justin har øjne i nakken. Han har en særlig fornemmelse for tid og rum. Hans timing med bolden er unik. Han afleverer altid på det mest irriterende tidspunkt for modstanderne, forklarer Helmer Nielsen.
Justin Janssen fik debut for FC Nordsjælland i august 2024. Det er blevet til 30 kampe og på det seneste en sikker startplads på den centrale midtbane, hvor han konstant byder sig til i pasningsspillet. Han er så småt ved at udvikle sig til en profil i Superligaen, inden han bliver 20 år. Han er med i toppen over spillere med flest vellykkede pasninger med imponerende 89,9 procent.
Justins familie flyttede fra Mørkhøj til Farum, da han var otte år gammel. Ved samme lejlighed skiftede Justin fra AB til Farum Boldklub. Han var en normalt god fodboldspiller, men manglede fysik og blev sat bagud i forhold til sine jævnaldrende. Sådan er det ikke mere. Han er blevet 189 centimeter lang og scorede et flot hovedstødsmål mod Viborg.
Måske har den manglende fysik bidraget til hans udvikling. Ganske som det skete for håndboldspilleren Mathias Gidsel.
– Ja, for jeg kunne jo ikke bruge min fysik som alle andre, så jeg var nødt til at udvikle nogle andre ting. Hvis jeg kom ind i en duel, var det sjældent, at jeg vandt den, så jeg skulle tænke og spille hurtigere, og det har helt klart hjulpet mig, siger Justin Janssen til fcn.dk
Han forsøger endda at forklare, hvad det er, som han er så god til.
– ⁠Jeg orienterer mig en eller to gange, før jeg får bolden, og så scanner jeg hele tiden banen så meget som muligt, prøver at læse spillet og altid bevare roen. Og det er meget naturligt for mig, det der med at bevare roen inde på midten af banen, for hvis man stresser for meget med bolden, kan det hele hurtigt blive alt for vildt, siger Justin Janssen i interviewet på fcn.dk

Drømmer om at spille for Feyenoord
Justins store drøm er at blive udlandsprofessionel og spille for sin fars favorithold Feyenoord fra Rotterdam.
Efternavnet Janssen er naturligvis hollandsk. Faktisk var Justins hollandske bedsteforældre på besøg på Right to Dream Park, da FC Nordsjælland lammetævede Fredericia med 5-0.
I den forbindelse lagde Justin ikke skjul på, hvad hans store drøm er:
– Jeg er stor Feyenoord-fan, det er min far og min familie også. Det kunne være fedt at få lov til at spille for dem en dag, sagde Justin Janssen til bold.dk

Med årene er Justin vokset til fuldvoksne 189 centimeter og scorede et flot hovedstødsmål hjemme mod Viborg.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *