Fremtidsværkstedet i Furesø kører på med det succesfulde tilbud TECHambassadører for skoleeleverne i skoletiden.
Fremtidsværkstedet startede for fire år siden undervisningstilbuddet TECHambassadører med det formål at have et skoletilbud, som motiverer, skaber fællesskab og har en stor værdi og glæde, som kan overføres til elevernes skolehverdag.
I år er 30 drenge og piger fordelt på alle syv folkeskoler i Furesø med. Alle elever har det til fælles, at de elsker kreativitet, og at skabe med teknologi.
– Vi har et godt fællesskab her på Fremtidsværkstedet, man får nogle andre venner end i klassen, og jeg kan udøve min hobby sammen med andre., siger Magnus, som har været TECHambassadør i flere sæsoner, og går i 9.klasse på Syvstjerneskolen.
Der kommer løbende rørende historier fra forældre, som fortæller om den enorme forskel TECHambassadør-tilbudet har skabt til deres børn.
– Historierne går fra elever, som lige fik et afgørende lille skub, til at kunne fungere i egen klasse igen. Ligeledes elever der var i ekstrem skolevægring, og Fremtidsværkstedet blev stedet, som samlede dem op, siger Tobias Smith, som er Fremtidsværkstedets faste medarbejder.
Fremtidsværkstedet prioriterer at have en god dialog med lærerne fra klasserne, som har TECHambassadørerne til hverdag. Det er hele tiden målet, at de skaber værdi i egen klasse, og får øget selværd igennem rollen som TECHambassadør.
– Som TECHambassadør lærer man at være innovativ og bruger sin hjerne, imens man stadig har det sjovt med at finde på gode idéer og bruger forskellige maskiner, siger Julius, som er elev på Lyngholmskolen.
Der er mange teknologier og maskiner på Fremtidsværkstedet, og det kræver hele tiden en god blanding af håndværksmæssige skills og kreativitet, når eleverne udvikler prototyper og koncepter.
-Det er sjovt og dejligt, man kan komme ud og lave noget aktivt med hænderne på maskinerne i stedet for bare at sidde i skolen, siger Karen og Emilia.
Mød dem ved First Lego League
Alle i Furesø kan møde TECHambassadørerne og prøve en masse sjove aktiviteter, som en del af First Lego League og FalconNXT games d. 13. og 14. november.
– Det bliver to intensive dage for Fremtidsværkstedet og TECHambassadørerne, hvor vi har teknologier og kreativitet med ud i Farum Arena, og afholder små workshops og krea-aktiviter for børn, familier og borgere i Furesø, siger Pernille Mogensen, som er underviser på Fremtidsværkstedet.
For elever der kunne drømme om at blive TECHambassadør fremover, så er der nu indført et TECHspire-tilbud for elever på primært 5.årgang, som får 8 formiddage på Fremtidsværkstedet og kan søge om at blive TECHambassadør efterfølgende.
– Det er fantastisk dejligt, at vi nu ikke har en lang venteliste, men kan gøre en stor forskel for børn og unge i Furesø hele året rundt sammen med skolerne, siger Tobias Smith.
Tilmelding til begge tilbud foregår i maj/juni og kommunikeres via skolerne og Ung Furesø’s hjemmeside.







