Mandag den 24. marts skete der endnu et eksempel på kontaktbedrageri. En 85-årig kvinde udleverede smykker og kontanter til en svindler.
Nordsjællands Politi kan igen melde om et eksempel på tricktyveri i Værløse. Mandag ved 17-tiden blev en 85-årig kvinde udsat for kontaktbedrageri.
– Kvinden var blevet ringet op af en mand, som oplyste, at man ville sende nogen ud fra banken, som skulle vurdere hendes smykker. Kort efter havde en ung mand henvendt sig på adressen med påskud om, at han skulle vurdere den 85-åriges smykker. Det lykkedes gerningsmanden at få udleveret kvindens smykker samt flere tusinde kroner i kontanter, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Nordsjællands Politi melder om to andre eksempler på kontaktbedrageri samme dag. Det skete i Allerød og Hillerød.
Undgå at blive snydt
Det er svindel, hvis en person ringer og siger, at han er fra en bank, fra politiet eller en anden offentlig myndighed, og siger, at der er noget galt med din konto, og de vil komme og hente dine kort.
Eller beder dig om at overføre penge til en anden konto
Eller beder dig om dine MitID-oplysninger eller PIN kode.
Banker og offentlige myndigheder vil ALDRIG møde op på din bopæl og bede om at få dine smykker, bank- og kredit kort samt koderne til dem.
Banker og offentlige myndigheder vil ALDRIG bede om dine bank koder eller MitID-oplysninger over telefon, mail, eller sms.
Læg røret på, hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.
Kontakt politiet på 114.
Udleverer aldrig dine MitID-oplysninger til andre
Få hemmeligt telefonnummer.







