Tennisforbundet storroser Farum Arena

Det hele spillede, da Farum Arena dannede rammen om Billie Jean King Cup-landskampen.

Det hele fungerede gnidningsløst, da der i weekenden blev afviklet tennislandskamp i Farum Arena.
Af Mikkel Kjølby
Dansk Tennis Forbunds ledelse havde god grund til at smile over den danske sejr over Mexico i Billie Jean King Cup, men der var bestemt også grund til at glæde sig over afviklingen af tennislandskampen i Farum Arena.
– Farum Arena dannede en fremragende ramme om Danmarks første hjemmekamp i Billie Jean King Cup. Både inde i hallen og i faciliteterne rundt om levede arenaen til fulde op til vores behov, samtidig med samarbejdet med arenaen forløb gnidningsløst, lyder det fra Emil Bødker, direktør for Dansk Tennis Forbund.
Hos Furesø Kommunes forvaltning var der lettelse at spore.
– Vi er glade og stolte over at have været vært for så stor en begivenhed. Vi vil meget gerne have tennislandsholdet tilbage en anden gang, siger Ulrik Olsen, fritidsinspektør i Furesø Kommune.
Det er 12 år siden, at der sidst var tennis og topsport i Farum Arena, så man frygtede at være lidt rustne, men det viste sig ubegrundet.
– Vi var lidt bekymret for om, vi var lidt rustne, men alt har spillet hele weekenden, lyder det fra Ulrik Olsen.
Og ganske vist gik brandalarmen torsdag aften midt under det danske holds træning, men det viste sig at være drengestreger.
Billie Jean King Cup-holdet skal i aktion igen til april i den sidste kvalifikationsrunde til finalestævnet i Gainbridge. Danmark skal op imod en af verdens absolut bedste tennisnationer, men hvem det bliver er ikke afgjort endnu. Det er heller ikke afgjort hvem, som for hjemmebanefordelen.
Det danske Davis Cup-hold er nået til samme runde og skal spille i januar måned. Heller ikke her er modstanderen fundet eller hjemmebanen afklaret.
I Farum Arena er man i gang med den næste opgave. Torsdag aften spiller det danske basketballlandshold imod OL-bronzevinderne fra Serbien.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *