Værløse Basket har tradition for at skabe gode trænere. 21-årige Thomas Brodie skal med U16-landsholdet til NM i Finland som assisterende landstræner.
Af Mikkel Kjølby
Det var noget af en bedrift, da sidste års to finalister i basketligaen var træner af Mads Andersen og Anders Sommer, som begge har lært deres metier i Søndersøhallen.
Klubbens fokus på at skabe trænere har altid været der, men det var Tim Guido, som for alvor satte turbo ved at sende de unge mennesker på trænerkurser.
Nu er hans barnebarn Thomas Brodie i gang med samme proces.
Thomas startede som træner i sommeren 2024. Han fik ansvaret for en sammenbragt flok – et U17-hold med spillere fra Jonstrup og Værløse. Her i mellem lillebror Casper.
Det gik aldeles forrygende med oprykning til 1. division og gode præstationer i landets næstbedste U17-række.
– De manglede en træner, så Jesper Hage spurgte mig. Det passede fint, da jeg havde sabbatår, så jeg sagde ja, fortæller Thomas Brodie.
Trænergerningen har fået godt fat i Thomas, selvom han fortsat er aktiv som spiller i 1. holdstruppen.
– Det gav lidt ekstra også som spiller. Det giver et indblik i de beslutninger trænerne tager. Det hjalp mig som spiller at få et helhedssyn på spillet, forklarer Thomas Brodie.
I sommeren 2025 blev han assisterende landstræner for U16-landsholdet med rutinerede Jens Døssing som cheftræner.
– Jeg spurgte Steen Guido om det. Han sagde, at det er den bedste praktiske uddannelse man kan få som træner, så jeg søgte stillingen og fik den heldigvis, fortæller Thomas Brodie.
U16-landsholdet har været samlet seks gange i denne sæson og derudover følger Thomas med i resultaterne og hvordan spillerne udvikler sig.
Nu gælder det sommerens store opgave. NM i den finske by Kisakallio fra den 2. juli til 12. juli. Så følger yderligere et par samlinger og så sæsonens højdepunkt B-EM i Skopje i Nordmakedonien.







