Tigerbrøl – Er det slut med at hente forstærkninger?

Tilgangen af altmuligmanden Runar Norheim lukker mindst et hul i FC Nordsjællands trup, men det forventede salg af Sindre Walle Egeli gør offensiven endnu mere sårbar. Alt Om Furesøs FCN-ekspert, Benjamin Daniel Krautwald, giver sit bud på, hvor der kunne bruges forstærkninger.
Af Benjamin Daniel Krautwald og Mikkel Kjølby
Der har i den grad været gang i svingdøren hos FC Nordsjælland denne sommer.
Lucas Høgsberg, Mario Dorgeles, Benjamin Nygren, Milan Iloski, Gustav Wikheim og Kian Hansen er enten solgt eller stoppet. Dertil kommer et forventet salg af Sindre Walle Egeli.
Runar Norheim, Nicklas Røjkjær og Ola Solbakken er kommet ind sammen med målmanden Jakob Busk og flere unge spillere fra akademiet.
– Generelt har vi mistet noget kvalitet. Nygren,Sindre, Dorgeles og Høgsberg har været profiler, konstaterer Benjamin Daniel Krautwald.
Ifølge netmediet Transfermarkt lander FC Nordsjælland på indtægter lige omkring en halv milliard kroner i transferindtægter denne sommer.
Omvendt er der hentet spillere ind for omkring 35 millioner kroner, men dertil skal der lægges betydelige omkostninger til akademierne.
For den almindelige FC Nordsjælland-fan handler det mest om Superligaholdet. Her kan den store afgang mærkes.
Senest er Runar Norheim hentet i norske Tromsø, hvor han har spillet mange førsteholdskampe, selvom han kun er 20 år.
– Runar kan dække fra forsvar til angriber, men har primært spillet som back. Jeg tænker, at han skal dække en venstre back, men han kan også dække af på midtbanen. Det er en Daniel Svensson-type. Man ledte nok efter en spiller som kunne dække flere pladser, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
Det forventede salg af Sindre Walle Egeli må også være dækket ind i form af Ola Solbakken, som blev hentet billigt i AS Roma.
– Ola Solbakken skal nok ind og dække Sindres position. Men hvad med bredden, spørger Benjamin Daniel Krautwald og konstaterer tørt.
– Det er ikke fordi, der er den store kvalitet, når man kigger på bænken.
Benjamin ser især problemer omkring centerforwardpladsen – også kaldet nieren.
– Da FC Nordsjælland havde Marcus Ingvartsen, kunne man slå bolden langt i forhold til presspillet. Nu er der ingen, man kan spille den frem til i forhold til at holde fast i kuglen. Villum Berthelsen spiller på positionen, men er mere typen, som søger tilbage i banen og hjælper med at bygge spillet op. Villum Berthelsen er knalddygtig, og der er potentiale i ham, men jeg ser ham ikke som en klassisk nier. Det kunne være godt at hente en niertype, så man havde flere muligheder i forhold til at variere spillet, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
Ifølge den altid aktive rygtebørs har FC Nordsjælland kigget på Mathias Jørgensen fra AaB, men han fulgte strømmen af danskere til den norske Champions League-klub, Bodø/Glimt.
– Det er svært at vide, hvad der er muligt at hente, men en type som den tidligere Lyngby-spiller, Andri Gudjohnsen, kunne være et bud, siger Benjamin Daniel Krautwald.
FC Nordsjælland har starterne klar på midtbanen i form af Mads Brink, Caleb Yirenkyi og den nye mand Nicklas Røjkjær og kan supplere med Justin Janssen og Runar Norheim.
I forsvaret kniber det mere med bredden. Især i det centrale forsvar.
Tobias Salquist er på ingen tid gået fra, at først skulle tiltræde senere til at være krumtap efter Lucas Høgsbergs farvel og Kian Hansens karrierestop. Noah Markmann og Stephen Acguah er andre bud.
– Det tynder ud i forsvaret. Vi ser tynde ud. Der skal nok hentes en enkelt spiller. Om det er en starter Eller en, der kan udvikles, det må tiden vise, siger Benjamin Daniel Krautwald.
Transfervinduet lukker normalt den 31. august klokken 23.59, men da den 31. august falder på en søndag, er fristen i år den 1. september klokken 23.59.

Lidt om Benjamin Daniel Krautwald
Benjamin kender Farum Boldklub og FC Nordsjælland som sin egen bukselomme. Han er vokset op med fodbold i Farum Boldklub. Han har fulgt FC Nordsjælland i tykt og tyndt som fan, og så arbejder han som fodboldtræner. Benjamin vil levere tigerbrøl i Alt Om Furesø i samarbejde med redaktør Mikkel Kjølby.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder