Traditionsrig cykelklub er tilbage som eliteklub

Værløse-Farum Cykleklub har fået tilgang af en del juniorryttere, så nu er klubben atter blevet eliteklub. Foto: VFC.

Tilbage i 1990´erne var Værløse-Farum Cykleklub blandt landets førende såvel bredde som elitemæssigt med navne som Nicki Sørensen og Jimmi Madsen.
Tiderne skiftede i det nye årtusinde, hvor semiprofessionelle hold tog over, og en række motionistklubber skød frem.
Værløse-Farum Cykleklub har nogle ikke været såkaldt eliteklub, men i sommers kom der en stor flok drenge, som her til foråret skal ud i rigtige cykelløb. Derfor er Værløse-Farum Cykleklub atter registreret som eliteklub med licensryttere.
– Vi fik en stor flok drenge ind i sommers og træner dem frem mod, at de skal køre rigtige cykelløb i den nye sæson. Nogle af dem er også begyndt at køre på cykelbanen i Ballerup, fortæller Per Glottrup, formand for Værløse-Farum Cykleklub.
I vintersæsonen mødes rytterne hver lørdag formiddag til MTB-træning i Hareskoven, når det bliver bedre vejr flytter træningen til Flyvestation Værløse, hvor de små ryttere kan træne uden at møde biler. De store starter på flyvestationen og fortsætter ud på landevejene.
Værløse-Farum Cykleklub har efter nogle år i Hangar 2 på Flyvestation Værløse fået klublokale i Hareskovhallen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest