Træneren smiler – Vi er på rette vej

Jakob Olsen er VBs førstemåmand, men også her er der kommet konkurrence. Der er ofte tre målmænd til trænign.

Værløse Boldklub har fået opbygget et træningsmiljø, hvor der er kamp om pladserne. Træner Martin Beck glæder sig til den kommende sæson.
Af Mikkel Kjølby
Det har været en kamp uden lige for Martin Beck. Da han ankom til klubben for lige over to år siden, kom der syv spillere til træning. Holdet blev sat ud fra telefonlisten.
Nu er der kommet andre boller på suppen. Selv midt i sommerferien stod Martin Beck med fuldt hold til træning.
– Vi har fået et træningsmiljø, hvor der er kamp om pladserne. Det har jeg kæmpet for i to år siden, siger Martin Beck med et stort smil.
Nu fremstår spillerne i bedre fysisk form og bedre skolet.
– Vi kan lave træninger med stor intensitet. Vi kan endda lave spil 11 mod 11. Det kommer til at gøre en stor forskel i forhold til kampene, siger Martin Beck.
Værløse har mistet den store profil Lucas Lykkegaard. Han er taget til Odense for at læse, og er skiftet til OKS i Danmarksserien. Til gengæld har Værløse fået en ung forsvarsspiller, William Grüner Sonne, fra Farum.
Opvarmningsturneringen Furesø Cup bød på lutter opmuntringer. Værløse lagde ud med en 5-1 sejr over Stenløse fra Serie 1. Derefter 1-1 imod Rødovre fra Københavnsserien. Og lørdag blev det 4-1 sejr over Ledøje-Smørum fra Serie 1.
Første turneringskamp spilles ude imod Brøndby Strand lørdag den 16. august kl. 13.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder