Træningsnarkomaner går efter DM-medaljer

Hillerød/Værløse U15-drenge går efter en DM-medalje i weekenden.

Den kommende weekend byder på DM-slutspil for U15-drenge. Her har fællesholdet Hillerød/Værløse kvalificeret sig til Final 8-stævnet i Gentofte. Lørdag klokken 12.30 gælder det en DM-kvartfinale imod Aalborg.
– Vi vil gerne se om, vi kan få en DM-medalje. Det går vi efter, siger træner Jørgen Lind velvidende, at der i en eventuel semifinale venter landets bedste hold Sisu.
Hillerød og Værløses hold fandt sammen under corona og begyndte at træne sammen udendørs. Begge grupper manglede lige det sidste i forhold til bredden, men sammen kunne de en masse.
I fællesskab er der skabt en træningskultur uden lige. Det har bragt holdet langt.
– Jeg har aldrig haft et hold, som er så glade for at træne som det her, siger Jørgen Lind.
Hillerød/Værløse blev nummer tre i den bedste sjællandske række med syv sejre i ni kampe. Top 5 fra Sjælland og Top 3 fra Vestdanmark er med til DM-slutspillet.
Hillerød/Værløse har også deltaget i NEBL U15 2. division. Det er blevet til tre udenlandsrejser med fem kampe ved hvert stævne.
– Vi tog hjem fra sidste stævne med sølvmedaljer. Holdet har taget et gevaldigt ryk siden nytår, forklarer Jørgen Lind.
Spillerne på holdet bliver U17 i næste sæson, og spørgsmålet er så, hvad der skal ske.
– Vi tilmelder holdet på højest mulige sportslige niveau, så må vi se, hvad det kan blive til, siger Jørgen Lind med henvisning til den nyligt indstiftede U17-liga med plads til 12 hold.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest