Farum Kulturhus danner, fra den 29. februar til den 18. april, rammen om udstillingen ”Transformation”, hvor fotograf Heidi Sinnet, igennem fotografiske portrætter og interviews, skildrer livet som transperson.
Ideen til fotoprojektet startede i 2016, da en ven Heidi havde kendt i mange år, spurgte om Heidi ville fotografere ham som kvinde.
Efter en masse foto, og en lang snak, var Heidi lidt overrasket over hvor lidt hun vidste om det at være transperson.
Hun opdagede også, at hun nok havde haft nogle stereotype forestillinger, samtidig med at hun fandt det fascinerende, at se den transformation der var sket fra mand til kvinde.
Heidis uvidenhed og nysgerrighed gav hende lyst til undersøge emnet nærmere, samt at sætte fokus på emnet.
”Måske har mange andre samme uvidenhed og nysgerrighed som mig?”, tænkte Heidi. Det blev starten på projektet ”Transformation”, der er blevet til en bog og en udstilling.
Navnet valgte Heidi ikke kun pga. at det starter med ”Trans…”, men primært pga. at det på mange måder er sigende for, hvad de deltagende i projektet gennemgår. De gennemgår ikke kun en transformation fra mand til kvinde på det ydre plan, men har også alle været igennem en lang indre proces, for at være der hvor de er i dag, at stå ved, hvem og hvad de er, at turde at stå frem, få taget billeder, og fortælle deres personlige historier.
Heidi har fotograferet og interviewet ni transpersoner og billederne, samt uddrag fra personlige beretninger udstilles i Farum Kulturhus.
Fotoudstillingen er en del af Transgender Day, der foregår den 30.marts 2024.