Tre centrale temaer: Velfærd, fællesskab og Skulpturparken

Helene Lund efterlyser visioner for Farum Skulpturparks fremtid. Foto: Furesø Kommune.

På seneste møde i Kultur-, Fritid- og Idrætsudvalget blev det besluttet at præge puljen for Vores Furesø i 2024 med tre særlige temaer.
– Vi vil prioritere projekter og aktiviteter på kultur- og fritidsområdet, der fremmer sundhed og trivsel hos borgerne. Og så håber vi på, at projekterne skaber fællesskaber, der samler folk på tværs af alder, aktivitetsområder og sociale skel, siger Tine Hessner (B), formand for Kultur, Fritid og Idræt i en pressemeddelelse.
Næstformand Musa Harmanci (V) tilføjer et tredje tema til ’Velfærd og trivsel’:
– Skulpturparken fylder 25 år i 2024, så aktiviteter, der enten handler om skulpturer og kunst i det offentlige rum eller blot finder sted i Skulpturparken vil også blive prioriteret i 2024, lyder det fra Musa Harmanci.

Søg puljen for Vores Furesø inden 1. februar
Alle borgere og foreninger kan søge op til 25.000 kr. i støtte, og deadline for ansøgningerne er den 1. februar 2024. Du skal blot udfylde en formular, vedhæfte relevante bilag og afvente svar efter udvalgets møde den 9. april 2024.
Udover de tre særlige temaer, der gælder for 2024, skal puljen understøtte de fire fokusområder i politikken for Vores Furesø: Et godt sted af vokse op, Frivillighed og nye aktiviteter, Stærke fællesskaber og livskvalitet og Oplevelser, udsyn og sammenhængskraft.
Læs mere om puljen for Vores Furesø, og find ansøgningsformularen på furesoe.dk/puljenforvoresfuresoe

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest