Tre Værløsespillere tager EM-medalje

Ditlev Jæger Holm har sikret sig en medalje ved EM for hold. Foto: Preben Dan.

Ditlev Jæger Holm har vundet tre singler for det danske herrelandshold ved EM for hold. Julie Dawall Jakobsen og Amalie Cecilie Kudsk har været med til at sikre medalje for dameholdet.
Af Mikkel Kjølby
Der bliver nok at fejre for Værløse Badminton, når ligaholdet tager imod Greve fredag den 20. februar i Værløsehallen.
Den nye danske mester i damedouble, Signe Schultz, står til at få blomster og hyldest af klubben, men får selskab af tre spillere, som lige nu repræsenterer de rød-hvide farver ved Hold-EM i Tyrkiet.
Ditlev Jæger Holm er for første gang udtaget til landsholdsopgaver. Han har kvitteret for tilliden ved at vinde alle tre singler i gruppespillet. Manuel Esteve, Spanien, Kalje Koljonen, Finland og Nadeem Dalvi fra England er blevet besejret.
Nu er det danske hold i semifinalen og står igen overfor England. I den anden semifinale mødes favoritterne fra Frankrig og Sverige.

Damerne står til guld
Det danske damelandshold er tårnhøje favoritter ved EM og er klar til semifinalen imod Ukraine. I den anden semifinale mødes Tyrkiet og Bulgarien.
Julie Dawall Jakobsen var ikke udtaget i første omgang, men har været i aktion imod Tyskland, hvor hun vandt med 23-21, 21-11 over Katharina Nilges. Hun spillede en damedouble sammen med Amalie Cecilie Kudsk imod Estland, men den blev tabt med 19-21 i tredje sæt.
Amalie Cecilie Kudsk har vundet to damedoubler sammen med Amalie Magelund.
– Vi havde håbet at stå i den semifinale. Vi har haft lidt udfordringer med sygdom og småskader. Det er fedt at vi fik lukket puljen og kom videre, siger Julie Dawall Jakobsen til Badminton Danmark.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder