Tyrkisk Kulturforening Farum holdt forårets kulturfest søndag eftermiddag i foreningens lokaler på Rugmarken. Det er altid med det håb, at alle fra lokalområdet ville kigge forbi.
To gange om året inviterer Tyrkisk Kulturforening Farum til kulturfest i og ved foreningens lokaler på Rugmarken i Farum. Foreningen er en åben forening. Alle er velkomne til at melde sig ind og deltage i aktiviteterne.
– Festen og vores øvrige aktiviteter er for alle mennesker. Vi vil gerne have, at så mange som muligt får mulighed for at se vores lokaler og vores smukke moske, som vi genindviede for et år siden, siger foreningens formand Sabri Altintas.
Foreningen købte for 30 år siden en fabriksbygning og har siden udvidet med nabobygningen, så man også kan holde fest imellem bygningerne.
For et år siden genindviede foreningen Farums moske i den oprindelige fabriksbygning. Det var med besøg af borgmester Ole Bondo Christensen og byrådsmedlem Lars Carpens.
– Vi stod selv for indretningen af moskeen. Det er blevet meget smukt. Med en praktisk indretning til vores egen imam forrest i lokalet. Der er kommet nye vinduer og gulvet et belagt med brandsikkert materiale i mønster med uld fra lyse og mørke får. Bagerst i lokalet er der et lokale til kvinderne. Dørene kan åbnes op, så vi får et stort sammenhængende lokale, fortæller Sabri Altintas.
Som det er skik og rug i den muslimske religion er der bøn fem gange om dagen i moskeen, men det ugentlige højdepunkt er fredagsbønnen.
I bygningen ved siden af er der indrettet café til brug for alle i foreningen, som tæller et sted imellem 600 og 700 medlemmer. Foreningen har også opført en pavillonbygning, hvor der er indrettet skolelokale.
Alt det er der god grund til at fejre. Og det gjorde foreningen i det strålende solskin søndag eftermiddag.
– Den næste kulturfest finder sted til september, hvor vi også gerne vil have alle til at komme og se vores lokaler og nyde den dejlige tyrkiske mad. Vi tager imod alle med smil og åbne arme, fortæller byrådsmedlem Musa Harmanci.