Udvidelse af Farum Bytorv – Tinglysning mangler fortsat

Udvidelsen af Farum Bytorv er ikke kommet så meget som et skridt videre det sidste års tid. Skitse: Arkitema Architects for NREP:

Kommunalvalget og direktørskifte anføres som årsager til, at der ikke er sket en udvikling i forhandlingerne mellem Furesø Kommune og DADES om den forventede udvidelse af Farum Bytorv.
Af Mikkel Kjølby
Der er ikke sket nogen som helst udvikling i forhold til den fortsatte dialog mellem Furesø Kommune og DADES om udvidelse af Farum Bytorv.
I maj 2025 kunne Alt om Furesø afsløre, at Furesø Kommune i tinglysningsvæsenet fortsat står som ejer af Matrikel 18xc, selvom den blev solgt til DADES i 2018 og indtægtsført hos Furesø Kommune i 2021.
Et år senere spurgte Alt om Furesø igen til sagen.
– Du har spurgt til status mht. tinglysning og skøde ifm. Farum Bytorv matr.nr. 18cx. Svaret er, at der er fortsat dialog mellem Furesø Kommune og DADES om Farum Bytorv, og skøde og tinglysning udestår derfor. I forlængelse af tidligere anmodning kan jeg oplyse, at de forhandlinger der på går, har været sat i bero i forbindelse med kommunalvalget og direktørskifte hos Dades, hvorfor forhandlingerne først er genoptaget for nylig, lyder det fra Claus Torp, direktør for By og Kultur i Furesø Kommune.

Der er snart gået 20 år
Der har været snakket om en udvidelse af Farum Bytorv siden 2008, men i 2018 kom der tilsyneladende gang i det. Furesø Kommune solgte parkeringspladsen ved Paltholmvej til DADES (ejer af Farum Bytorv). Pengene fra salget gik ind i kommunens kasse i december 2021. To år senere blev lokalplanen for udvidelsen vedtaget. Men så skete der et eller andet!
Lokalplanen åbnede mulighed for en udvidelse med 6.879 kvadratmeter erhvervsareal til butikscenterformål og 6.408 kvadratmeter areal til boligformål, men der blev lavet en tillægsaftale til købsaftalen. I december 2024 pålagde Furesø Kommune matrikel 18cx et salgs- og pantsætningsforbud. Det betyder, at grunden ikke må videresælges i ubebygget stand.
I maj 2025 oplyste Claus Torp at et skøde snarest ville blive udarbejdet og tinglyst, samt at Dades er juridisk ejer af grunden.
– Byrådet har tiltrådt en allonge til købsaftalen med Dades. Der er i øjeblikket en proces i gang med afklaring af visse spørgsmål i forhold til allongen med Dades, lød det fra Claus Torp for et år siden.
Der er ikke sket noget siden, men det skyldes ifølge Claus Torp, at forhandlingerne blev udskudt pga. kommunalvalget og siden et direktørskifte i DADES.
Den nye direktør for DADES, Kristian Krogh, tiltræder den 1. juli 2026.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *