Forfatteren Charlotte Weitze besøger Værløse Bibliotek torsdag 13. november kl. 19 for at fortælle om sin seneste roman.
Charlotte Weitzes seneste og anmelderroste roman, Ulvemælk, er en vild blanding af historiske nedslag, tidsrejser, spøgelsesfortælling og fremtidsdystopi, hvor forfatteren fremmaner et billede af fortællerens vigtige rolle gennem tiden. Weitze bevæger sig ofte i grænselandet mellem det hverdagsrealistiske og det eventyrlige. Hun mestrer en poetisk og gådefuld fortællekunst, der føjer nyt til folkesagn- og eventyrtraditionen, og hun er netop blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Romanen løber i 2 spor – et fortidigt, hvor 1800-tallets største folkemindesamler, Evald Tang Kristensen, portrætteres og et fremtidigt, hvor en stor algoritmisk gestalt, kaldet OS, styrer alt i menneskenes liv. Båndet imellem disse to verdener er datidens Ane Povlsdatter, der er rig på ulvehistorier, og som er mormor til hovedpersonen Inga, som i fremtiden bor i den afdøde mormors hus med sin kæreste, der overvåger områdets ulvebestand. Men Evald har et gammelt regnskab at gøre op med Ane; en særlig ulvehistorie hun aldrig fik fortalt færdig, og på typisk Weitze-vis trænger han gennem tidsaldrene på en folkloristisk bølge, hvor naturens kræfter er stærkere end alt andet.
Mød Charlotte Weitze på Værløse Bibliotek torsdag 13. november kl. 19 og hør hende berette om, hvordan den sælsomme roman blev til. Billetter købes på furbib.dk







