
Lørdag den 10. februar vil Farum Arena summe af liv, når Værløse Boldklub afvikler indendørsstævnet Værløse Cup.
Stævnet er et indendørs breddestævne for de yngste årgange 2019, 2018, 2017, 2016 og 2015 (U5 til U9).
– I januar i år genoptog Værløse Boldklub en god gammel tradition med et stort stævne i indendørs fodbold, og det blev en stor succes med et lidt anderledes koncept end normalt for den slags stævner, siger Søren Jensen, formand for Værløse Boldklub og fortsætter:
– Som DBU Børneklub sætter Værløse Boldklub nemlig oplevelsen for de mange fodboldspillende børn højere end selve resultaterne. Alle hold får lige mange kampe, og man spiller naturligvis for at vinde sine kampe. Men der tælles ikke point, og der føres ikke stilling i puljerne. Når puljerne er spillet færdige er alle vindere og fejres med medaljer og konfettiregn. Det var et meget populært koncept, og vi glæder os til at byde jer velkommen til en fantastisk dag igen den 10. februar.
Man kan tilmelde sig stævnet via: turnering.com
Praktisk info
· Mix U5, U6 og U7 hvor der spilles 3:3 på halv bane uden niveau. Max 5 spillere.
· Drenge U8 og U9 hvor der spilles 5:5 på hel bane på hhv. B og C/D niveau. Max 8 spillere.
Der er kampledere på alle kampe, så trænere, forældre og holdleder blot skal fokusere på spillet, der foregår på banen. Da Værløse Boldklub også er DBU børneklub, præmierer vi desuden den forældregruppe med den bedste optræden på sidelinjen samt den træner med den bedste praksis, med udgangspunkt i DBUs børnesyn.
7 min. pr. kamp. Alle hold er garanteret 4 kampe.
Sidste tilmelding er fredag 26. januar 2024.