På trods af at Hareskov-Værløse Tennisklub er kendt som en mellemstor breddeklub, er det igennem de seneste år lykkedes at skabe en stærk seniortrup – særligt på kvindesiden. I den forløbne weekend havde HVT’s bedste kvinder dog kniven for struben, da de på udebane skulle møde storholdet Gentofte Tennisklub og havde brug for point for at undgå nedrykning til 1. division. Værløse-pigerne leverede en forrygende indsats og skabte lørdag aften et lille tennis-mirakel.
Den bedste række i dansk tennis hedder Elitedivisionen. Det er tennissportens svar på fodboldens Superliga. Hareskov-Værløse Tennisklub har i de seneste to sæsoner været en del af det fine selskab i Elitedivisionen. I sidste sæson, som var klubbens første i Elitedivisionen, var HVT-pigerne tæt på slutspillet. Denne sæson har holdet været ramt af en række uheld og skader, og derfor kæmper holdet nu om at undgå nedrykning til landets næstbedste række, 1. division.
Lørdag eftermiddag skulle HVT’s piger møde medaljefavoritten Gentofte Tennisklub, som har nogle af landets dygtigste professionelle tennisspillere, collegespillere og juniorspillere på holdkortet. Men selvom HVT af mange var stærkt undertippet, fik pigerne fra Værløse kæmpet sig til en 2-2-stilling efter de fire singlekampe. Her var det tvillingerne Anna og Emma Brandt Schultz, som stod for sejrene til HVT.
I double blev der spillet to kampe, og også her delte de to klubber point efter to meget flotte doublekampe, hvor Anna og Emma Brandt Schultz igen trak sig sejrrigt ud af 2. doublen. Derfor skulle holdkampen afgøres i en såkaldt Golden Match Tiebreak, hvor man spiller en tiebreak til 10, og hvor det vindende hold skal vinde med to overskydende point. HVT valgte at spille med tvillingerne, som på dagen var ubesejrede, mens Gentofte stillede med deres ligeledes ubesejrede 1. double bestående af et andet søskendepar i form af søstrene Francati. De to søstre har mange mesterskabstitler bag sig, og senest blev Emilie Francati kendt af mange uden for tennis-Danmark, da hun sammen med Clara Tauson i Farum Arena var med til at sikre Danmark en vital sejr i Billie Jean King Cup over Mexico.
HVT-tvillingerne var således også i denne kamp undertippede, og med et talstærkt og meget engageret Gentofte-publikum var de under maksimalt pres i en kamp, der reelt kunne fjerne HVT fra nedrykningspladserne i Elitedivisionen. De 15-årige tvillinger, som bor på Laanshøj, spillede dog helt frygtløst i Golden Match Tiebreaken og vandt 12-10 til stor begejstring for deres holdkammerater og de medfølgende fans.
Hareskov-Værløse har dermed et point mere end Fruens Bøge, som er under nedrykningsstregen. De to hold møder de samme modstandere i de to sidste runder.
Hareskov-Værløses damehold spiller årets næstsidste kamp på hjemmebane onsdag aften, hvor de fra kl. 16 møder guldfavoritterne fra KB. Der er al mulig grund til at møde op på HVT’s anlæg på Lille Værløsevej 77, hvor der både er mulighed for god mad i Café Otto og for seværdig tennis fra nogle af landets bedste kvindelige tennisspillere.







