Anna og Emma Brandt Schultz vandt guld i U18-damedouble ved de danske ungdomsmesterskaber indendørs. Anna var tæt på at blive dobbelt dansk mester. Brødrene Kragh viste sig for første gang frem på nationalt plan.
Af Mikkel Kjølby
Påskeferien er for mange lig med afslapning, havearbejde og påskefrokoster, men for landets bedste junior-tennisspillere er påskeferien hvert år lig med Ungdomsmesterskaberne i indendørs tennis – også kaldet junior-DM. Hareskov-Værløse Tennisklub har endnu en gang vist stor styrke ved Ungdomsmesterskaberne.
Hareskov-Værløse Tennisklub (HVT) er i de senere år blevet en klub, som der bliver lagt mærke til i tennis-Danmark. Klubben har med en dygtig ledelse og et stærkt trænerteam formået at skabe vækst i antallet af medlemmer, og det afspejler sig også, når der spilles tennismesterskaber i Danmark, og her er det efterhånden blevet en tradition, at HVT stiller med et stort hold, uanset om der er tale om juniortennis, seniortennis eller veterantennis. Junior-DM i denne indendørssæson var ingen undtagelse. HVT stillede med hele 16 spillere og kom fra mesterskabet med fire medaljer.
Blandt de yngste spillere var det værd at bemærke, at Eskild Kragh, som kun lige er fyldt 10 år, spillede sig igennem kvalifikationen i U12 drengesingle og nåede kvartfinalen, hvor han tabte en meget tæt og velspillet kamp i tre sæt.
-Eskild har haft en super udvikling de sidste uger og er nu en af de bedste u12 drenge i landet. Selvom det ikke blev til medalje, så er jeg sikker på det, siger cheftræner Mikkel Nørby.
Eskild er en af tre talentfulde brødre i Kragh-familien, som man ofte kan finde på HVT’s anlæg. Storebror Albert nåede kvartfinalen i U14-herredouble.
I U14-rækken nåede Reinholdt Emil Brandt Schultz ligeledes kvartfinalen, hvor han tabte til den senere sølvmedaljevinder i turneringen.
-Reinholdt Emil og Albert gør det super I U14 drenge, og de havde en meget hård kamp mod hinanden, fortæller Mikkel Nørby efter de to HVTeres kamp i ottendedelsfinalen.
Stærke piger i U16 og U18
I de ældste juniorårgange og på seniorsiden har HVT i de seneste par år markeret sig som en magtfaktor i dansk tennis, bl.a. har man nu i nogle sæsoner spillet i elitedivisionen for damer, hvor man hver gang er sluttet som nr. 5 efter de fire stærkeste eliteklubber KB, B93, Gentofte og Hørsholm-Rungsted Tennisklub. Senest har de stærke HVT-piger markeret sig med bemærkelsesværdige resultater ved DM i seniortennis. Der var derfor en forventning om, at HVT også ved Ungdomsmesterskaberne, som blev spillet i Hørsholm-Rungsted Tennisklub, ville markere sig med flotte resultater – og det blev ingen skuffelse.
I U16-pigesingle tabte Vera Elander Rasmussen i en tæt kamp til den senere sølvmedaljevinder, men i U16-doublerækken lykkedes det Vera at spille sig i semifinalen og dermed vinde en bronzemedalje. Semifinalen blev i øvrigt tabt med yderste margin med 7-10 i MatchTiebreak.
Hos de ældste juniorspillere i U18-rækken var HVT’s tvillinger Emma og Anna Brandt Schultz uheldige at møde hinanden i kvartfinalen. Derfor kunne kun en af de 16-årige tvillinger stå i en semifinale ved dette mesterskab. Anna vandt tvillingeduellen og spillede sig i finalen, hvor hun var meget tæt på at vinde over den 1. seedede spiller fra HIK, men til sidst tabte i et meget tæt 3. sæt. Det blev altså til en sølvmedalje til Anna. Senere på dagen fik hun dog revanche over sin finalemodstander, da Anna i doublefinalen sammen med sin søster Emma vandt over det 1. seedede par fra HIK. Dermed er HVT-tvillingerne for tredje gang danske juniormestre i pigedouble.
– Det er superflot. Anna er klart en af de bedste u18 piger i Danmark, og kunne have vundet finalen. Også til senior DM var det marginaler fra at blive medalje. Hun rykker for tiden på trods af hun faktisk lige har været skadet i længere tid. Anna og Emma er en meget stærk double. De kender naturligvis hinanden ud og ind og har også de spillemæssige kvaliteter og det overrasker mig derfor ikke at de vinder, lyder det fra Mikkel Nørby.
Cassandra Davids Hinnerskov vandt i samme række bronze med sin makker fra KB.
De bedste U16- og U18-piger, inkl. de nyudnævnte danmarksmestre, kan opleves på hjemmebanen i Værløse, når de i Elitedivisionen for Damer den 3. juni tager imod gæsterne fra Roskilde Tennis Klub.







