Robert Nebel og Jeppe Søby spillede deres hidtil bedste og vandt Portugal International.
Af Mikkel Kjølby
Robert Nebel har vundet flere danske mesterskaber og taget medaljer ved Ungdoms-EM. Nu er han i gang med sit første år som seniorspiller, og det kan være en svær overgang.
De første resultater har ikke været opmuntrende, men så kom der pludselig en nærmest sensationel førsteplads i herredouble i Portugal International på den europæiske tour.
Robert spiller normalt med Otto Reiler fra Gentofte, men han kunne ikke spille turneringerne i Portugal og Polen. Jeppe Søby fra Greve stod uden makker til de turneringer, så de meldte sig til sammen.
Det gik over al forventning i Caldas da Reinha. Parret startede med planmæssige sejre over par fra Spanien og Frankrig, men stod så overfor Chiang og Wu fra Taiwan i kvartfinalen. Et par som har været nummer 36 i verden og har spillet alle de store turneringer. Alligevel blev det til dansk sejr med 21-16 i 3. sæt.
– Det var en vild sejr. Vi havde respekt for dem, men vi ved, at hvis vi spiller vores bedste, så kan vi være med på næsten alle niveauer. Vi spillede begge to formentlig vores bedste kamp nogensinde, fortæller Robert Nebel fra Portugal.
Herefter blev det til en nervøs sejr i semifinalen imod et norsk par, og så en svær finale mod franskmændene Natan Begga/gregoire Deschamps. Den vandt Nebel og Søby med 21-18, 21-16.
– Vi spillede nervøst i semifinalen, men fik rystet det af, og gik og spillede fuldstændigt vanvittigt i finalen, fortæller Robert Nebel.
Robert var også med i mixeddouble, men tabte sammen med Anna-Sofie Nielsen, Lillerød, i første runde til de franske U19-europamestre.
For Robert har det været svært at vænne sig til overgangen til senior.
-Når man kommer fra ungdom og har været en af de bedste ij sin årgang. Så har man i hver turnering spillet otte-12 kampe. Nu spiller vi på et højere niveau. Hvis du vinder, får du fem kampe, men det er realistisk, at du taber i første eller anden runde, forklarer Robert Nebel og fortsætter:
– Der er meget mere forberedelse til hver enkelt kamp. Der er et andet pres på. Det er fire timers flytur og dyre flybilletter, går det galt i første runde, føler man sig ked af det, det er en dyr tur for en kamp og et dårligt resultat, siger Robert Nebel, som dog fik dækket flybilletterne med førstepræmien på 400 euro til hver spiller.
Næste turnering er i Polen om ti dage.







