Mikkel Assing er for andet år i træk nomineret til Badminton Danmarks Talentpris. 150 udvalget talentudviklere skal stemme om prismodtageren.
Af Mikkel Kjølby
I 2022 blev Værløse Badmintons cheftræner Tanja Berg hædret med Talentprisen. Nu er en anden Værløsetræner i spil til prisen.
Badminton Danmarks Talentpris går til en talenttræner, en cheftræner, en sportschef, en leder, en ildsjæl i en klub eller en anden, som i løbet af de seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentudviklingen i dansk badminton.
Mikkel Assing var nomineret til prisen i 2025, men prisen gik til Arne Moesgaard. Nu er han nomineret igen. Denne gang sammen med Frank Larsen og Mads Muurholm Petersen.
Mikkel Assing kom til Værløse fra Viby i Aarhus for ni år siden. Han har haft samme stilling lige siden. Som cheftræner for ungdom og assisterende seniortræner for Værløse Badminton er han med fra begynder til voksne elitespillere.
– Talentudvikling kræver, at man elsker processen, hvor man opdager sine naturlige styrker og bevidst arbejder på at gøre dem stærkere gennem læring, erfaring og refleksion, fortæller Mikkel Assing til Badminton Danmark.
Vinderen findes ved afstemning, hvor ca. 150 udvalgte talentudviklere deltager.







