Onsdag 8. maj kl. 16 starter Værløse Boldklub fodboldtræning for alle børn født i 2019.
Hvert år i maj, når græsbanerne er mest indbydende, starter Værløse Boldklub en ny årgang op med indledende fodboldtræning og leg med en bold. I år er turen kommet til årgang 2019, der fremover bliver U5 spillere i Værløse Boldklub.
Det sker onsdag 8. maj kl. 16.00 med klubhuset, Stiager 6 som mødested. Alle interesserede årgang 2019, både drenge og piger, er inviteret, og Værløse Boldklub håber at se rigtig mange glade og forventningsfulde børn.
For mange i årgang 2019 er boldleg på fodboldbanerne ved klubhuset ikke noget nyt, for det seneste år har de hver lørdag formiddag mødtes til leg og hygge med deres forældre. Også en række børn årgang 2020 har deltaget.
– Lørdagsspillet under ledelse af Katja og Ida vil også fortsætte fremover, så årgang 2019 kan være med både onsdag og lørdag, og årgang 2020 vil fra nu af også om lørdagen kunne få selskab af fodboldglade børn i årgang 2021, fortæller VBs formand Søren Jensen.
Onsdagsspillet for årgang 2019 vil fra start blive ledet af Finn Hansen, der også tidligere år har startet nye årgange op.
– Finn vil introducere både børnene og deres forældre til fodbold efter alle regler for god børnefodbold, som Værløse Boldklub prioriterer højt. Værløse har således prædikat som DBU Børneklub, og der skal være plads til alle på en god måde, forklarer Søren Jensen.
Onsdag 8. maj starter med et kort møde i klubhuset kl. 16, og så kommer børnene ud til boldleg fra 16.30 til 17.30.