Varmepumpe fikset – Hvorfor kører den så ikke?

Varmepupmen i Farremosen er fikset og klar til drift, oplyser Vestforbrænding i en pressemeddelelse. Hvorfor kører den så ikke, sprøger en læser. Pressefoto: Vestforbrænding.

Vestforbrænding har meldt ud, at varmepumpen i Farremosen er klar til brug. Lars Peter Abildgaard undrer sig over, hvorfor den så ikke kører.
Af Mikkel Kjølby
Tilbage i december 2020 stod Farum Fjernvarmes store prestigeprojekt, varmepumpen i Farremosen, klar til drift. Med en kapacitet på 16 MW og mulighed for at producere op til 85 °C varmt vand kunne den potentielt dække 97 procent af Farum Fjernvarmes årlige forbrug.
Kort efter gik den i stå. Det indledte en gigantisk nedtur for Farum Fjernvarme. De måtte tænde for el- og gaskedlerne netop som priserne steg. Resultatet var voldsomt stigende priser for forbrugerne. Det førte til en sammenlægning med Vestforbrænding.
I en pressemeddelelse dateret den 28. februar 2025 meddelte Vestforbrænding, at man med knofedt og teknisk ekspertise havde fået varmepumpen til at fungere. Udfordringen har især været, at den ikke fra starten er lavet til at fungere sammen med Vestforbrændings systemer.
– Testkørslerne har afsløret rigtig gode resultater med varmeproduktion op til 12 MW under de rette forhold, og stabil kørsel over længere perioder. Dette har tydeligt vist, at varmepumpen fungerer tilfredsstillende, selv under udfordrende forhold, skriver Vestforbrænding i pressemeddelelsen.
Varmepumpen fungerer altså ikke op til 16 MW, som det blev meldt ud i 2020, men kun til 12 MW.
Vestforbrændings fjernvarmechef, Bjørk Paamand Olsen, sagde i pressemeddelelsen
– Det har helt sikkert været en udfordring, men hos Vestforbrænding har vi heldigvis både kapacitet og teknisk knowhow til at tage kampen op. Vi overtog en varmepumpe med store potentialer men også med helt specifikke driftsudfordringer. Nu har vi arbejdet intensivt på at optimere anlægget og sikre en stabil drift, som i sidste ende gavner både miljøet og vores kunder, lyder det fra Bjørk Paamand Olseni pressemeddelelsen.

Hvorfor kører varmepumpen ikke?

Det fik Lars Peter Abildgaard til at gå en tur i Farremosen. Han undrede sig såre.
– Onsdag 5. marts over middag. Det blæser, der er 11 grader og alligevel vælger Vestforbrænding af køre med gas fra Rugmarkens varmecentral som støttevarme. Hvad er det jeg misser, lyder det spørgende fra Lars Peter Abildgaard.
Alt Om Furesø har spurgt Vestforbrænding, hvorfor varmepumpen ikke kører kontinuerligt?
I et svar fra fagpersoner i Vestforbrænding lyder det således:
– Vestforbrænding har arbejdet på at få varmepumpen i Farremosen til at fungere. Det er lykkedes. Vestforbrænding arbejder nu på yderligere at optimere varmepumpens sammenkobling til fjernvarmesystemerne og dermed dens funktion i den samlede energiforsyning. Vestforbrænding har fokus på at foretage de nødvendige systemtilpasninger, der kan øge varmepumpens anvendelse og effekt. Varmepumpen er i sig selv et stort produktionsanlæg, som kræver en såkaldt minimumslast. Derfor bliver den kun aktiveret, når der er plads til den i forhold til produktionen på Vestforbrændings øvrige anlæg – herunder affaldsenergianlægget i Glostrup. Det kan betyde, at affaldsvarmen i kortere perioder skal suppleres med mindre mængder energi baseret på gas. Denne form for drift er ikke et tegn på forsømmelse eller at varmepumpen ikke fungerer. Det er derimod et billede på, hvordan Vestforbrænding til stadighed arbejder med en fjernvarmeforsyning med høj forsyningssikkerhed og på den mest samfundsøkonomiske, miljø- og klimarigtige måde, lyder svaret fra Vestforbrænding.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder