VBBK vil med i U19-ligaen

VBBK vil med i U19-ligaen fra næste sæson. Det skal skabe en større sportsligt sammenhæng for spillernes op til ligaholdet.

Værløse BasketBall Klub har stolte traditioner i forhold til at udvikle talenter. Nu vil klubben med i U19-ligaen i sæsonen 2024/25.

– Vi har en god historik på U19-årgangene og har en klar forventning om at komme med i U19-ligaen fra næste sæson, siger klubkonsulent Jesper Hauge.

Dansk Basket Ball Forbund stiftede U19 og U17-ligaerne i sommers. VBBK manglede spillermaterialet til at tilmelde et hold og har i denne sæson spillet i 1. division.

– Det er vigtigt for klubben at komme med i U19-ligaen nu. Vi har en god gruppe af 06´ere og en stor gruppe 07´ere, som er på efterskole i denne sæson. De skal have et ligahold at spille for, når de kommer hjem til sommer, forklarer Jesper Hauge.

Klubben har allerede holdt åbne træningsaftener for interesserede spillere fra andre klubber. Især er det muligt for nuværende efterskoleelever at komme til prøvetræning i VBBK.
U19-ligaholdet bliver en del af klubbens stærke sportslige setup – centreret omkring ligaholdet med udelukkende danske spillere samt et hold i 1. division, som bruges til at indsluse spillere til ligatruppen.

-Vi skal have et stærkt set-up omkring U19-ligaholdet med kompetente trænere, som vil lægge mange timer i projektet, siger Jesper Hauge.

En af trænerne for U19-holdet bliver Steffen Kartman, som også er U19-træner i denne sæson. Yderligere to trænere skal med. En rutineret træner samt en yngre træner.
Jesper Hauge kigger på at lave en struktur, som kan holde mange år ud i fremtiden, så U19-ligaholdet bliver en naturlig indslusning til ligaholdet.
I den forbindelse er det tanken at have to udlandsture i hver sæson. En i opstarten og en i foråret. Det skal være til de samme destinationer hver sæson, så man opbygger relationer til udenlandske klubber.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest