VBBKs trænerakademi – Mads Andersens vilde karriere

Mads Andersen har gjort kometkarriere som træner. Fundamentet lagde han i VBBK. Foto: Tom Andreasen.

Basketligaens nummer 1, Bakken Bears har Anders Sommer som cheftræner. De nærmeste rivaler, Svendborg Rabbits, trænes af Mads Andersen. De har det tilfælles, at de nærmest voksede op i Søndersøhallen som en del af VBBK-familien.

Intet tilfældigt 
Hvis man tror, at det er tilfældigt, at Værløse BasketBall Klub har uddannet cheftrænerne for ligaens to bedste hold, så kan godt tro om igen. Det handler om en årelang tradition og bevidste handlinger fra klubbens side.
29-årige Mads Andersen har gjort kometkarriere og dedikerer det meste til VBBK.
– Det var allerede mærkeligt, at sidde i den forkerte ende af banen, da jeg var forbi sidste år som assistenttræner. Det er utroligt specielt at stå her som cheftræner mod en klub, som jeg skylder helt vildt meget, fortæller Mads Andersen.
For 19 år siden fulgte han familietraditionen og begyndte til basketball. Han blev en del af VBBKs gyldne årgang 1994. Holdet drog Europa rundt og fejrede store triumfer. Flere af spillerne er siden blevet udlandsprofessionelle, landsholdsspillere og meget mere.
Mads blev ved med at spille i ungdomsårene, men som 13-årig fik han et prik på skulderen af sin træner, Jørgen Lind.
– Han spurgte om jeg kunne tænke mig at gå trænervejen. Fysisk set var der ikke de store chancer for at jeg blev 1.90 meter, og jeg har altid interesseret mig meget for trænergerningerne, så det blev sådan, fortæller Mads Andersen.
Han tiltrådte som assistenttræner for Michael Boje Formann for årgang 1998. I dag spiller flere af drengene på VBBKs ligahold.

The Godfather som rollemodel
-Jeg fik en fantastisk læremester i Michael. Han er en kæmpe kapacitet, men jeg fik frihed og modtog en masse visdom. Det er ikke uden grund, at spillerne på holdet kaldte Michael for The Godfather, siger Mads Andersen med et grin.
I årene efter blev Mads hovedtræner for årgang 1999, som ligesom 98´erne var helt i top sportsligt. I dag er Mikkel Hauge med på VBBKs ligahold.
Dagene gik med basketball. Ja, selv skoletiden forsøgte Mads at bruge på basketball.
– Jeg brugte stort set al min tid på basketball. Jeg kom på Falconergaardens Team Danmark-linje på en 4-årig ordning. Jeg spillede det første år, men derefter virkede jeg som træner på gymnasiet, forklarer Mads Andersen.
Efter gymnasiet fik Mads en administrativ rolle i VBBK og fortsatte som ungdomstræner. Han søgte ind på pædagogstudiet, men droppede ud inden det sidste år, fordi praktikpladsen ikke kunne forenes med rollen basketballtræner.
I 2021 flyttede han til Falcon, hvor han en overgang var på fuldtid som træner, men det ændrede sig, og Mads fortsatte sideløbende dialogen med ligaklubben Svendborg Rabbits. I sommeren 2022 blev han ansat på fuld tid af Svendborg Rabbits. Han skulle fungere som assistenttræner for ligaholdet samt talenttræner i ungdomsafdelingen.


En hård start
Svemdborg var forsvarende pokalmestre og sølvvindere i ligaen, men også et nyt hold med hovedsageligt udenlandske spillere og en amerikansk træner. Sæsonen startede skidt. Presset steg.
Midt i januar måned blev cheftræneren afskediget. Mads blev spurgt om han ville tage over som cheftræner med henblik på at fortsætte i den rolle fremadrettet.
– Det sagde jeg ja til. Vi fik ændret udtryk og spillede bedre til sponsorerne og tilskuernes tilfredshed. Vi var små marginaler fra at nå semifinalen. Det gik rigtig fint – situationen taget i betragtning, vurderer Mads Andersen.
I sommers valgte klubben at forlænge kontrakten frem til sommeren 2026.
– De var tilfredse med, hvad de havde set. De ville gerne have en dansk træner og få flere danske spillere på banen. Det er lykkedes op til denne sæson, siger Mads Andersen.
Så nu står han som 29-årig med ansvaret for en af landets førende basketballklubbers ve og vel.
– Jeg har altid villet gå den vej, men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå så hurtigt. Jeg er meget overrasket, men vil rigtig gerne det her. Jeg er landet et sted, som jeg rigtig godt kan lide.
VBBK fortsætter med at uddanne dygtige trænere. Det retter vi fokus på i de kommende uger.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder