Med en sejr over Brønshøj slutter Værløse Baskets U13-hold på fjerdepladsen i mesterrækken. Holdet er udtaget til Scania Cup.
Der var ikke den store spænding, da Værløse og Brønshøj mødte hinanden sidste runde af U13-mesterrækkens første halvdel.
Værløse førte fra start til slut, selvom modstanderne også viste gode takter. Sejren blev på sikre 72-49.
Dermed slutter Værløse på fjerdepladsen i Mesterrækken pulje 1 første halvdel, og kan kalde sig Østdanmarks fjerde bedste hold.
– Jeg er godt tilfreds med holdets udvikling. Der har dog været et par kampe, hvor vi ikke spillede op til det bedste niveau, så vi kunne være sluttet i top 3. Det vil vi forsøge at gøre bedre til foråret, siger træner Simon Fonnesbech.
Mesterrækken genoptages med nye oprykkere fra pulje 2 i slutningen af januar. I sidste ende skal de fire bedste hold spille Final Four i Østdanmark. Det ligger Værløse altså lunt til at kvalificere sig til.
Inden da gælder det en tur til Lundaspelan den 1. januar, hvor VBBK har mange års tradition med at deltage. U13-holdet stiller med to hold i år med fokus på udvikling og sammenhold.
Simon Fonnesbech har lige fået en særdeles god besked.
– Vi er udtaget til Scania Cup for første gang. Det er kun de seks bedste hold i Danmark, som er inviteret til den turnering, fortæller Simon Fonnesbech.
Scania Cup spilles til april i Södertälje og er et slags uofficielt nordisk mesterskab for klubhold.