To måneder efter dødsulykken på Hillerødmotorvejens forlængelse vil Vejdirektoratet sætte farten ned på strækningen. Anders Medum Groth kalder på en lignende løsning i Furesø.
Det vakte national forargelse og opsigt, da et forældrepar og en 33-årig mand afgik ved døden efter en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse. En 24-årig mand er sigtet i sagen.
Politikerne i de omkringliggende kommuner forlangte, at der blev gjort noget ved den farlige strækning. Nu reagerer Vejdirektoratet ved at sætte fartgrænsen ned fra 90 km/t til 80 km/t, indtil vejen skal opgraderes til motorvej om et års tid.
Radikale Venstres Anders Medum glæder sig over at hastigheden nu sættes ned på den farlige strækning.
– Der er utvivlsomt behov for udvidelsen nordpå, for at minimere risikoen for fatale uheld. Jeg bemærker, at Vejdirektoratet nedsætter hastigheden, for at imødekomme at der er mere trafik, end vejen er dimensioneret til, siger Anders Medum Groth.
Furesø Kommune har længe arbejdet for en hastighedsnedsættelse igennem Farum og Værløse. Det er sket med henvisning til støjgener, men er blevet afvist af Transportminister Thomas Danielsen (V).
– Ligeledes har vi i Furesø mere trafik, og deraf støj, end der er tilladt indenfor de grænser af støjen, som vi opererer med i Danmark. Der har de store trafikmængden også konsekvenser. Dermed burde vi også i Furesø have en midlertidigt nedsat hastighed, indtil der opsættes tilstrækkelige støjafværgende foranstaltninger på Fiskebækbroen og resten af strækningen gennem vores byer, lyder det fra Anders Medum Groth.
For meget trafik på strækningen
Vejdirektoratets analyser viser, at der ikke sker væsentligt flere uheld på Hillerødmotorvejens forlængelse end på andre sammenlignelige 2+1-veje, når man holder det op imod den samlede trafikmængde. Dog kan det konstateres, at der er betydelig mere trafik på strækningen i forhold til øvrige 2+1-strækninger.
Den høje trafikintensitet betyder, at trafikken på Hillerødmotorvejens forlængelse i dag overstiger strækningens kapacitetsgrænse.
– Udfordringen med Hillerødmotorvejens forlængelse er, at der er mere trafik, end strækningen er dimensioneret til. En nedskiltning af hastighedsgrænsen fra 90 til 80 km/t suppleret med politiets fartkontrol forventer vi reducerer de kørte hastigheder og skaber en mere glidende trafik. Samlet set giver det en mere hensigtsmæssig trafikafvikling og bedre trafiksikkerhed på strækningen frem til, at strækningen skal udbygges til motorvej fra næste år, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.
Hillerødmotorvejens forlængelse bliver udbygget til motorvej fra sommer 2025 til 2027.
4 kommentarer til “Vejdirektoratet giver sig – Dæmper farten på farlig vej”
Vejen fejler intet. Derimod er der noget helt galt med nogen af dem der kører på den. Og dem skulle der gøres noget ved i stedet for at nedsætte farten.
Ikke enig. I min barndom blev den 3-sporet vejtype kaldt “Selvmordsbaner.” Og man gik væk fra den type vej. Et skilt med fart begrænsning hjælper ikke og hvide striber på vejen, hjælper åbenbart heller ikke. Konstruktionen er tåbelig og farlig, har vi nu endnu en gang set.
Det var den gang midtersporet brugtes begge veje. Det er jo ikke tilfældet her.
Husk en overordnet trafikplan. BÅDE en motorvej OG en togbane. Nogle gange har vi brug for en bil, andre gange er tog en fin løsning. Evt. kombineret med en cykel. Det ville tage meget af belastningen fra “Tjæreby-motorvejen” (Hillerød motorvejen) Godt der sker noget.
Der er lukket for kommentarer.