En medrivende og chancerig kamp forblev uforløst. FC Nordsjælland har fortsat alle muligheder for at nå bronzemedaljerne og europæisk fodbold, men det skal afgøres på en græsbane i Haderslev.
Af Mikkel Kjølby
Selv midt i orkanens øje viger FC Nordsjælland ikke fra principperne. Det var imponerende, at Jens Fønsskov Olsen sendte tre U19-spillere på banen i slutningen af den vitale kamp mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland.
Og sikke en lærdom de unge mennesker kunne suge til sig i verdens vildeste nullert.
Det var sådan en kamp, hvor hver en tackling, aflevering, dribling eller fejlpasning kunne blive afgørende.
FC Nordsjælland havde gigantiske chancer til Juho Lähtenmaaki, Runar Norheim og flere andre. FC Midtjylland havde lige så mange chancer. Ufatteligt at der ikke blev scoret, når nærmeste hvert angreb havde potentialet til at afgøre kampen.
FC Nordsjælland havde sikret bronzemedaljerne med en sejr, men var trods alt bedre tjent med det ene point end gæsterne, derfor pressede FC Midtjylland voldsomt på i den sidste halve time, men det gav lige så mange åbninger den anden vej.
Det skal afgøres i Haderslev
FC Nordsjælland er med sikkerhed på tredjepladsen inden sidste runde, som kan blive særdeles intrigant.
FC Nordsjælland er tre point og fire mål bedre målforskel foran SønderjyskE, som man besøger i sidste runde. SønderjyskE kan altså gå forbi med en tremålssejr over FC Nordsjælland.
Viborg er tre point efter FC Nordsjælland og har samme målscore som Farumklubben, men mangler en udekamp mod AGF.
Og så er der Brøndby. I skrivende stund skal de bruge en sejr over AGF for at melde sig ind i bronzekampen. Skulle BIF tage tre point i den kamp vil de være to point efter FC Nordsjælland og mangler en udekamp mod FC Midtjylland.







