Vild pastinak bekæmpes på livet løs

Vild pastinak har samme egenskaber som Bjørneklo. Derfor bekæmper Furesø Kommune den ved offentlige steder.

I gamle dage bekæmpede kommunerne Bjørneklo. Nu er Vild pastinak blevet en udfordring.
Rundt omkring på gader og stræder vil man opleve Furesø Kommunes driftsafdeling i gang med at fjerne Vild pastinak.
– Vi fjerner den, når den kommer i nærheden af gang- og cykelstierne, men vi gør ikke noget ved den i naturområderne, fortæller Gert Klausen, leder af Driftsgården.
Vild pastinak er en skærmplante, som typisk blomstrer i juni-august med gulgrønne blomster. Den kan blive næsten 2 meter høj. Plantens saft er giftig, og findes i alle plantens dele. Kommer huden i kontakt med saften, og efterfølgende udsættes for sollys, kan eksemlignende udslæt opstå, som minder om brandsår.
Vild pastinak er ikke længere på listen over invasive arter. Den stammer fra Sydeuropa, men har været kendt i den danske natur siden middelalderen, hvor den blev anvendt som lægeurt. Det er en yndet nektarplante for en lang række hjemmehørende insekter.
Forholdene for Vild pastinak er ekstra gunstige i år.
– Den har gode forhold i år, men det har alle planterne nærmest. Det gror godt i år pga. de store regnmængder, siger Gert Klausen.
Kommer man i kontakt med plantegiften fra vild pastinak, så begynd behandling med det samme. Ifølge Miljøstyrelsen skal du skylle huden grundigt med vand og sæbe hurtigt efter berøringen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest