
Herreholdet fik en flot sæsonstart med sejr over KFUM, som stillede med svensk ATP-spiller.
Hareskov-Værløse Tennisklubs herrehold var ganske tæt på at komme i playoffkampe om oprykning til elitedivisionen indendørs. Nu er udendørssæsonen startet på bedste vis.
På hjemmebanen blev det til 4-3 sejr over KFUM, som stillede op med svenske Adam Heinonen – nummer 238. Svenskeren vandt i såvel single som double over HVTs ungdomstræner Rafa Enrique Miralles, men i golden matchtiebreak vandt Rafa Miralles det afgørende point.
HVTs Felipe Stevn Mikkelsen er godt kørende for tiden og var sidste weekend få point fra at besejre den danske mester Gustav Theilgaard i kategori 1. turneringen HVT-Cup. Han tog en sejr i 2. singlen, og der var også singlesejre til Ervin Mesic og Christopher Lund Kuhl, hvilket førte til 3-3 og dermed golden match tiebreak.
HVTs damer fik en barsk start på sæsonen i elitedivisionen. Hørsholm-Rungsted vandt med 6-0. Anna Brandt Schultz var overraskende tæt på i 1 singlen, hvor matchtiebreaken blev tabt med 7-10.
Svenske Hedvig Turesson fik debut for HVT.
HVTs damer spiller første hjemmekamp lørdag 17.5 kl. 12 imod Fruens Bøge. Her er der gode chancer for en HVT-sejr.