’Hareskovens Fire Årstiders Trailløb’ har vist langtidsholdbart. Fire gange om året udfordrer mere end 100 løbere terrænet i Hareskoven. På lørdag bliver det i dyb sne.
I Hareskoven har de afholdt mere end 45 trailløb siden 2013 – og på lørdag gør de det igen
Lørdag d. 21. februar skal mere end 100 friske løbere i alle aldre prøve kræfter med trailløb i Hareskoven i en ægte vinterudgave af ’Hareskovens Fire Årstiders Trailløb’.
Den lokale triathlonklub, Hareskovens Triathlon Klub, har i mere end 10 år fået folk i trailskoene fire gange om året, og de har ingen planer om at stoppe.
-Intentionen tilbage i 2013 var at præsentere Hareskovens muligheder for at løbe trailløb under de forskellige fire årstiders vilkår. Jeg er ikke sikker på, at vi dengang regnede med, at konceptet var så langtidsholdbart, fortæller Martin Højgaard fra Hareskovens Triathlon Klub.
Men konceptet viste sig at være langtidsholdbart, med både mange gengangere og mange nye løbere gennem årene.
Arrangørerne gør en dyd ud af, at løbet skal være tilgængeligt for de fleste. Ruten på 5 kilometer tager deltagerne igennem varierende udfordringer i Hareskoven med start og mål fra Skovlystvej ad skovstier, krat og lidt større veje. Ruten kan løbes 1, 2 eller 3 gange, så der rig mulighed for at udfordre sig selv og vennerne.
Nede på jorden og respekt for skoven
Hareskovens Triathlonklub har et klart koncept. Dogmet handler om, at man tager billeder, men ellers efterlader skoven i god stand.
-Dogmet er, at vi kun tager billeder og kun efterlader fodspor. Vi vil helst efterlade skoven pænere end vi modtog den, så målområdet får typisk en oprydning lørdag morgen, inden vi stiller op, fortæller en anden af arrangørerne, Carsten Bjørn og fortsætter:
-Vi var fra starten begrænset af, at skoven kun kan rumme et vist antal løbere, vi har en grænse på 150 deltagere. Vi skal som klub heller ikke tjene penge på løbet, så prisen er ret lav, vi har heldigvis nogle gode sponsorer, så vi kan levere et godt løb, forplejning og præmier til vores deltagere. Vi har ikke soundboks i målområdet eller store afspærringer i skoven. Med den lave pris og det lidt rustikke set-up er stemningen faktisk rigtig god, en del af de lokale tager også børnene med, som enten løber den korte rute eller hygger i målområdet, mens forældrene løber.
Nye tiltag og overraskelser
Arrangørerne har fået med på mere og med fondsmidler er det blevet til et nyt koncept. Til foråret kommer der er et 6-timesløb på ruten.
-Vi har fået rigtig god støtte fra DGI og DIFs puljemidler, så deltagerne i de kommende løb i 2026, vil få endnu bedre oplevelser. Vi lancerer et 6-timers løb på ruten i maj, hvor løberne starter kl 0600 om morgenen og slutter kl 1200, vinderen er den, som har løbet længst. Vi byder også på en gennemgående konkurrence over de 4 afdelinger, så der er rig mulighed for at dyste med venner og familie. Og mon ikke, der dukker andre artige overraskelser op til forår- og sommerudgaverne i 2026, slutter Carsten Bjørn og Martin Højgaard fra Hareskovens Triathlon Klub
Man kan følge Hareskovens Fire Årstiders Trailløb på https://haretri.dk/hareskovens-fire-aarstiders-trailloeb







