Visens Venner holder viseaften i Ellegårdens lade fredag den 13. februar kl. 18.30.
Siden 1999 har Visens Venner hygget og værnet om visens traditioner med viseaftener i Ellegårdens lade.
Senest i januar med dansk-svenske Mikael Neumann på scenen.
Hans Aagaard Larsen, kasserer i Visens Venner Furesø, glæder sig til en aften med egne sangere og musikere på scenen.
– Efter en mindeværdig aften med dansk-svenske Mikael Neumann i januar indbyder Visens Venner Furesø igen til viseaften den 13. februar, hvor vores egne sangere og musikere indtager scenen med et temaprogram om følelser i / på spil med undertegnede som programlægger og visevært, lyder det fra Hans Aagaard Larsen.
Mikael Neumann og oprindeligt før ham, far Ulrik sang ”En pølse skal serveres med føl’se”. Det gør smagsoplevelsen bedre. Følelser er reaktioner på berørings- og sanseindtryk, der igen skaber nye følelser med deraf følgende reaktioner.
I sang kan følelser både være en del af indholdet og også et middel til at præsentere sangen, voldsomt/afdæmpet, hurtigt/langsomt, muntert/klagende. I aftenens program indgår selvfølgelig både kærlighed og forelskelse, men ikke kun. Også anger, vrede, håb, skuffelse, frygt og meget mere kommer i spil, ikke blot i soloindslagene, men også i et par håndfulde fællessange, og en afdeling, som den lokale folkemusikgruppe Furefolk står for.
Aftenen indledes med fællesspisning med medbragt mad og service kl. 18.30. Det musikalske program starter kl. 19.30. Drikkevarer købes i baren.
Alle er velkomne til en fornøjelig viseaften. Adgang til arrangementet inkl. kaffe/te med småkager koster 40 kr. for medlemmer og 80 kr. for gæster.
Pladser reserveres hos Annet Laursen Skjelsager på tlf. 4495 0555.






