Wahlberg blev hattrickhelt for Farum Boldklub

Farum Boldklubs unge førstehold rykkede over nedrykningsstregen med sejren over Hero.

Farum Boldklubs unge førstehold vandt bundslaget mod Gladsaxe-Hero med Jonas Wahlberg som hattrickhelt.
Af Mikkel Kjølby
Efter sommerens åreladning var der naturlig bekymring omkring Farum Boldklubs nye og meget unge førstehold i Sjællandsserien. De lagde ud med uafgjort, men fik så tre snittede på 0-5, 0-5 og 1-7, men i lørdagens bundslag mod Gladsaxe-Hero rejste de sig på fornemste vis.
– Det var fantastisk og meget forløsende for drengene at se, at man kan være med. Jeg ved godt, at vi møder det andet bundhold, men det kunne også være blevet en nervøsitetspude, siger træner Michael Skjold Hansen, som er imponeret over de unge spilleres gåpåmod.
– De har været sindssygt seje med godt humør. De træner virkelig godt, lyder det fra træneren.
Gladsaxe-Hero stod også på et point inden kampen mod Farum. Så det var et ægte bundslag.
Gladsaxe-Hero kom foran efter 11 minutters spil, og man kunne frygte endnu et kollaps, men holdet holdt fast og kom til pausen med 0-1.


Og så skete der ellers ting og sager. Jonas Wahlberg tog i den grad fat og lavede hattrick for Farum.
Efter 57 minutter smækkede Jonas Wahlberg bolden i mål direkte på frispark til 1-1.
Otte minutter senere blev Anton Dam ramt på hælen, da han blot skulle sætte en inderside på et indlæg og score i tomt mål. Dommeren gav naturligvis et straffespark. Det omsatte Jonas Wahlberg til 2-1.
Jonas afgjorde kampen seks minutter før tid. Efter et langt indkast opstod der klumpspil. Jonas fik på en eller anden måde loppet bolden over målmanden til 3-1.
– Forhåbentlig kan sejren give noget afsæt til, at drengene godt kan være med i den her række og ikke behøver at være så fastlåste i deres nervøsitet, siger Michael Skjold Hansen.
I næste weekend gælder det endnu en bundkamp mod Ledøje-Smørum på udebane. Farum skal forsvare pladsen lige over nedrykningsstregen.
– Rækken er knækket helt over. Hvis vi kan vinde de fire interne kampe mod Gladsaxe- Hero og LSF rykker vi ikke ned. Men det gælder også om at få sat en prop i, så vi ikke får de store nederlag, for det gør ondt, erkender Michael Skjold Hansen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *