YouTuber fandt gevær på bunden af lokal sø

Emil Poulsen spærrede øjnene op, da han fandt dette gevær på lavt vand i en lokal sø.

Emil Poulsen ledte efter en stor gedde, men fandt et gevær, som blev afleveret til Nordsjællands Politi.
Af Mikkel Kjølby
Det er altid underholdende, dramatisk og lærerigt, når naturformidleren Emil Poulsen fra Farum poster en ny video. Han har været på bunden af Furesøen, dykket med spækhuggere og fortalt om alverdens nørdede dyr og insekter.
I sidste måned optog han en ny video til Youtube. Her dykker han for at finde et stort monster og finder det i form af en gedde. Men han får noget ekstra med hjem. Ikke ret langt fra søbredden gør han nogle uventede fund.
For han finder først en stor kniv og siden et gevær. Det sidste skræmmer ham så meget, at han ringer til politiet for at de skal komme og hente den, men da der ikke er patrulje i området, bliver han bedt om at tage den med hjem, hvor politiet senere kommer forbi for at hente riflen.
Emil Poulsen har vundet flere priser for sin naturformidling og har fået fondsstøtte til at lave endnu flere videoer.
– Jeg har mange videoer i gang lige nu. Jeg har været i Slovenien for at finde brunbjørne. Jeg fandt en mor med unger på fem meters afstand, det var vildt, siger Emil Poulsen, som har fået støtte fra Tuborgfondet og 5. juni-fonden.
– De har skabt frihed til, at vi kan rejse alle mulige steder hen og fyre den af med alle mulige naturformidlingsvideoer, fortæller Emil Poulsen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder