Zanne knokler med skulpturen ’Cadence’

Zanne Jahn knokler med at få vandet til at løbe den rigtige vej. Der er fernisering på 'Cadence' den 13. juni kl. 12.

En ny skulptur skyder i disse dage op ved Plejecenter Lillevang. Zanne Jahns værk ’Cadence’ skal sætte sanserne i spil til fornøjelse for beboere og gæster på plejehjemmet.
Af Mikkel Kjølby
I Farum er Zanne Jahn mest kendt som en markant tidligere leder af kulturhuset, men hun er i bund og grund kunstner. For 35 år siden lavede hun skulpturen ’Fugletræet’ til Plejecenter Lillevang og har siden lavet flere værker til ES-haven ved Aktivitetscenter Gedevasevang.
For noget tid siden henvendte Else Marie Sørensens Fond sig atter til Zanne Jahn og bad hende lave en skulptur til forskønnelse af Plejecenter Lillevang efter den store udvidelse.
– Det var meningen, at skulpturen skulle stå i Rosengården, men for 14 dage siden måtte vi sande, at det ikke var muligt pga. tekniske forhold. Så vi har flyttet den udenfor gårdspladsen, fortæller Zanne Jahn som er i gang med slutspurten.
Først blev der lavet en mindre model af ’Cadence’ som blev godkendt af bestyrelsen for Else Marie Sørensens fond. Nu er skulpturen fremstillet i fuld størrelse. Den består af to gange tre meter høje stængler, som hver har fire oxyderede kobberblade.
– Jeg har arbejdet med det som en sanseskulptur, da der bor mange demente borgere på Plejecenter Lillevang, som kan nyde godt af at bruge deres sanser. Når man bor på et plejehjem, er det utrolig vigtigt, at der også sker noget, at der kan være oplevelser. Det er mit håb, at vi får lov til at lave noget rundt om skulpturen, så det bliver en sansehave. forklarer Zanne Jahn.


Vandet pumpes op i tre meters højde, og drypper ned over otte kobberblade, indtil det rammer bassinet.
– Det giver en dejlig, rolig lyd, siger Zanne Jahn, men der stopper det ikke. Hun har fået musikeren Lars Verdich til at lave musik og lyde.
-Samtidig med at vandet løber, siger den noget. Der vil også være lys på den om aftenen, så man kan sanse lyden, lyset og synet, siger Zanne Jahn, som har været i gang med det store værk i et års tid.
Nu gælder det slutspurten.
– Vi knokler med at få vandet til at løbe den rigtige vej. Lige nu løber det alle mulige vegne, men vi skal nok nå det, siger Zanne Jahn.
Der er fernisering på ’Cadence’ søndag den 13. juni kl. 12. Tidligere borgmester Ole Bondo Christensen holder talen, da han har været med helt fra starten. Alle er velkomne til ferniseringen, men man må også gerne kigge forbi indtil da og følge med i arbejdet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder