Camilla Hovard, Værløse Optik, blev overrasket med buket af naboerne, da hun fredag den 1. august havde 25 års jubilæum på Værløse Bymidte.
Af Mikkel Kjølby
Egentlig havde Camilla ikke tænkt sig at gøre noget ud af sit 25 års jubilæum, men hun var kommet til at fortælle det til en af naboerne på Værløse Bymidte. Fredag morgen kom Wool Collective forbi med en flot buket. Velfortjent!
Camilla Hovard startede på Værløse Bymidte som optiker hos Synoptik den 1. august 2000. Hun blev snart leder af butikken nede ved Scenetorvet, men med årene kom den der lyst til at stå på egne ben snigende.
– Jeg ville prøve selv og gøre tingene anderledes, fortæller Camilla Hovard.
Den 1. april 2010 startede hun Værløse Optik. Det er gået forrygende.
– Det var og er fantastisk at kunne vælge de ting, som man selv ville have på hylderne og yde den service, man synes, at der skal til, siger Camilla Hovard.
Camilla er fra Ganløse og kan ikke lade sig være med at involvere sig, når der er snak om udvikling af erhvervslivet eller Værløse Bymidte. Hun har brugt oceaner af tid på Furesø Erhvervsforening og Værløse Bymidte.
– Jeg har fået lov til at forklare, hvordan det er at drive forretning på Værløse Bymidte. Det har kommunen været meget lydhør overfor. Det har været meget sjovt at følge med i, fortæller Camilla Hovard, som også har sat sig præg på bybilledet med de årlige juleudstillinger i butiksvinduet og finurlige tiltag foran butikken.
På selve jubilæumsdagen kom der tre særlige kunder i butikken.
– Tænk sig, at der lige præcis denne dag kom tre gode kunder ind i butikken. De har allesammen været med i alle 25 år. Det er fantastisk, siger Camilla Hovard.







